Hvordan bekymringer kan være vejen frem til at få fat om roden og komme konflikterne til livs
Vi bruger mange kræfter på konflikt
Der er en tendens til at vi i parforhold bruger meget af vores kostbare tid sammen på med at slikke sårene og lappe sømmene ovenpå konflikter.
Vældigt mange af vores gode kræfter går på at forsøge at reparere på effekterne af en konflikt, hvor vi hver især har fået sagt ting som sårer hinanden dybt, og som skaber skår i tilliden og trygheden os imellem.
Så ja, vi lykkes med at slikke sårene efter et skænderi, men vi får ikke løst det bagvedliggende problem.
Hvad ville der ske hvis nu vi i stedet kunne komme på forkant med konflikterne og tage hånd om dem inden de bryder ud i lys lue?
Proaktiv problemløsning
Hvis vi kunne lykkes med det, som kaldes for proaktiv problemløsning?
Altså, at komme konflikterne i forkøbet og håndtere dem på forhånd; fordi vi allerede dem kender dem ud og ind.
Jeg vil nu se nærmere på en teknik som anbefales til børnefamilier med mange og hyppige konflikter, fordi jeg synes, at den har meget godt at byde ind med i en parforholdssammenhæng.
Første step: Lav en liste over udløsere, som plejer at give anledning til konflikter og skænderier imellem jer
Udløsere er netop problemer, som ikke er blevet løst.
Og udløsere vil derfor skabe konflikter fremadrettet, hvis vi ikke får set på dem og håndteret dem.
Listen over udløsere kan være nøglen i forhold til at lykkes med at kigge bagom konflikten, opdage hvad der er på spil hos os hver især og hvad der sædvanligvis plejer at gå forud for en konflikt.
Udløsere af konflikter er altså problemer, som ikke er blevet løst.
Som regel er det de samme udløsere, som trigger konflikter i parforholdet igen og igen.
Derfor kan det godt betale sig at bruge tid på at lure dem efter i sømmene.
Eksempler på udløsere i et parforhold kan fx være: Uenigheder omkring børneopdragelse. Forskelle i prioriteringer. Eller at være ude af takt med hvad I hver især har brug for etc.
Step to: Begynd nu at løse problemet proaktivt
Det gør I ved at udvælge en af udløser-situationerne fra listen.
OBS! I skal tale om situationen på forhånd og altså ikke midt i konflikten, når den først er udløst og i fuld gang:
“…Så, vi har ind imellem oplevet at den her situation er rigtig svær for os og at det ender tit i et skænderi imellem os. Lad os prøve at undersøge hvad det er, som er vigtigt for os hver især omkring situationer som denne.
Fortæl mig hvad der er vigtigt for dig i den her situation?”
Gentag hvad din partner fortæller:
“Jeg kan høre at …. og … er vigtigt for dig”
Herefter fortæller du om hvad der ligger dig på sinde omkring situationen.
Din partner gentager det, som er vigtigt for dig.
Nu skal I sammen definere hvad der er problemet:
“Så … og … er vigtigt for dig, og … er vigtigt for mig. Vi har altså et problem i situationer som denne, fordi … og … er vigtigt for dig, og … er vigtigt for mig, fordi vores ønsker og det vi hver især synes er vigtigt altså peger i hver sin retning”.
OBS! Før I går videre skal I være enige om, hvad I er uenige om!
Først når I er fuldstændige enige om hvad der er problemet går I videre.
Step tre: Udfold bekymringerne bag uenigheden
Bag enhver uenighed bor nemlig to bankende hjerter, som bekymrer sig for noget.
Når først din partners bekymring kommer til syne bag konfliktadfærden, får du meget nemmere adgang til at hjælpe med at finde en konstruktiv vej frem.
Stil nu skarpt på hvilke bekymringer hos jer hver især, som findes bag uenigheden:
“Altså: Hvis vi går din vej er jeg bekymret for…. Hvad er din bekymring, hvis vi går min vej?”
Opsummering: “Så du er bekymret for … og jeg er bekymret for …”
Step fire: Invitation til problemløsning
“Lad os sammen tænke over hvordan vi kan løse det her…
Har du nogen ideer til hvordan vi kan tage hånd om og imødekomme hver vores bekymringer her?
Hvilke kompromisser kan vi indgå, som tilgodeser os begge to?”
OBS! Definitionen på en god løsning er: gennemførlig (af begge parter), realistisk og gensidigt tilfredsstillende.
Hvis en løsning ikke er gennemførlig (af begge parter), realistisk og gensidigt tilfredsstillende er problemet ikke løst – og I må starte forfra.
God problemløsningslyst!