Han kalder mig for en bitch – hun kalder mig for et barn

Psykisk vold og grænseoverskridelser i parforholdet er på tapetet. Banen må kridtes op for, hvad der er okay, og hvad der ikke er. For at finde vej i hvad der er op og ned og rigtigt og forkert. For at blive klarere på hvor grænserne går, og hvordan de skal sættes overfor en partner, som går over stregen igen og igen. 

Noget tyder på at netop grænsesætning har temmelig vanskelige betingelser i en forældreskabskultur som vores. Den nok mest tidstypiske fordom, som møder os moderne forældre er netop, at vi ikke formår at sætte tydelige grænser. Der er til gengæld langt mindre opmærksomhed på, hvad der egentlig stiller sig i vejen for at vi overhovedet kan lykkes med at fornemme og respektere os selv og dermed sætte de nødvendige grænser.

Problemet er, at der noget grænseoverskridende ved hele ideen om det moderne forældreskab, som i sig selv både undergraver betingelserne for personlig grænsesætning og for respektfuldheden i parforholdet.

Det grænseløse forældreskab

Sociologen Maria Ørskov Akselvoll introducerer og kortlægger det grænseløse forældreskab i sin bog med samme titel. Akselvoll viser hvordan samfundsmæssige strukturer understøtter og fastholder forældre i et fortvivlende og endeløst kapløb om at lykkes. En evighedskarussel af grænseløse parametre for konstant at skulle bane vejen for aktivt at sikre vores børns muligheder og trivsel.

Der er ingen grænser for, hvor meget vi, forældre, skal kunne forholde os til og deltage i, og hvornår vi har gjort nok. Uudtømmelig og inkonsistent viden om hvad der er bedst for børn produceres og distribueres non-stop i vores personlige feed. 

Det er derfor ikke længere relevant hvor vores egne, personlige grænser går. Vi instrueres og formanes nemlig direkte på både Aula, Instagram eller dyrtkøbte online-kurser. 

Parallelt med dette bliver vi skiftevis alarmerede og lammede af forældredeterminismen og hele ideen om, at vi med et enkelt fejltrin fuldstændig kan ødelægge vores børn. At deres udvikling og fremtid helt, aldeles og udelukkende afhænger af vores indsats. Hvis noget går galt, er det altså hos os, forældre, at årsagen skal findes. Derfor må der heller ikke være en finger at sætte på noget. 

Nul-tolerance overfor vores partner og medforælder

Når vi risikerer at obstruere vores børns lykke med bare én enkelt forkert handling, er der under ingen omstændigheder plads til hverken fejl eller forseelser. Derfor udvikler vi parallelt hermed en nul-tolerance overfor vores partner og medforælder. Vi kommer til at overvåge hinanden. Eller mor overvåger far; for det er stadig mest mor som kulturelt set forventes at engagere sig i børnenes følelsesliv, sundhed og trivsel. Og derfor er det også mest mor, som gennemtrawler internettet og holder sig opdateret omkring de seneste anbefalinger omkring forældreskab.

Det er netop grænseløsheden omkring, hvad der er godt nok forældreskab kombineret med frygten for at komme til lægge vores børns fremtid eller selvværd i ruiner, som i mine øjne, kiler sig ind i parforholdet og som truer med at underminere muligheden for, at vi kan bevare en gensidig respekt for hinanden. Dette spiller, for mig at se, en helt central rolle, når vi taler mistrivsel og destruktive mønstre i samtidens parforhold. 

Går det udover børnene, når far bliver vred?

I min praksis møder jeg mange par med børn, som beskriver hverdagen som en total overlevelse. Og det er ikke kønt, når vi overlever. Når vi er stressede og overvældede vil vores følelsesmæssige og empatiske tilgængelighed overfor både vores børn, vores partnere – og for os selv – ligge på et meget lille sted. 

Det hænder, at kvinden i forholdet indledningsvist kontakter mig med en bekymring eller mistanke om, at der er ’psykisk vold’ i relationen. Det handler ofte om oplevelser med at føle sig magtesløs og alene i relationen eller oplevelser med at blive råbt ad. Situationer som har føltes skræmmende og meget voldsomt at stå i. Hun er desperat og fortvivlet efter gentagne gange at have oplevet at løbe panden mod en mur i forhold til at lykkes med at etablere en konstruktiv dialog og et fælles fodfæste. 

Enkelte jeg har talt med nævner også, at de har haft kontakt med kriserådgivnings-linjer. Her bliver de mødt med omsorg, medfølelse og forståelse, hvilket opleves tiltrængt i en både presset, skamfuld og skræmmende situation. I telefonsamtalen fortæller rådgiveren også om psykisk vold:

Psykisk vold rettet mod kvinder, defineres eksempelvis ved at: “Virke truende, kaste med genstande, råbe eller bande af sin partner. Bebrejde partneren for sine problemer eller følelser. Nedgøre partnerens måde at være mor på.” 

Rådgiveren kommer måske endda også med konkrete råd i forhold til at undersøge mulighederne for at komme væk hurtigst muligt foranlediget af spørgsmål som: Jeg kan høre at du er meget berørt og ulykkelig. Er du bekymret for børnene? Går det udover børnene, når far bliver vred? 

Kvinden er forskrækket, chokeret og rådvild. Noget af det er genkendeligt; særligt det omkring at blive kritiseret for hendes forældreskab. Han bliver så tit vred over, at hun er så kontrollerende. Alligevel føles det en tand for voldsomt, at skulle pakke tasken og forlade hjemmet. Derfor kontakter hun mig og parret møder efterfølgende op sammen i min konsultation.

At blive nedgjort for måden at være forælder på

Det viser sig, at manden i forholdet også føler sig bebrejdet og kritiseret for netop måden, han er far på. Han oplever at hver gang han tager et initiativ i forhold til børnene bliver han korrigeret, irettesat og talt ned til af sin partner.

På Mandecentrets hjemmeside er eksempler på psykisk vold rettet mod mænd følgende: “Det kan eksempelvis være, at du gennem længere tid oplever kommentarer om, at du ikke er noget værd, at du ikke er en rigtig mand, og at du er en dårlig far.” 

Men mors irettesættelse af far kan meget vel være en trist afspejling af mødrenes udsatte position i det grænseløse forældreskab, hvor pilen som det første peger på mor hvis noget omkring børns trivsel, færdigheder, sundhed slår fejl. Som mor er risikoen for social udskamning langt større end for far, hvorfor hun er nødt til konsekvent at vogte over ham både for at følge eksperternes selvmodsigende råd til punkt og prikke og men også for at undgå omverdenens misbilligende blikke og bebrejdelser, når der eksempelvis mangler rugbrødsmadder, regntøj eller gymnastiksko i tasken (Akselvoll, 2022).

Vrede er bandlyst

En anden forklaring på hvorfor mor partout må holde far i kort snor handler om tabuisering af vrede. Hvis vi skal forstå hvorfor mor akut må reagere og tøjle fars kraftige røst og firkantethed overfor børnene, kan forklaringen hentes i det moderne børnesyn. 

Moderne forældre indoktrineres af velmenende fagpersoner og online-kurser til selvkontrol i forældreskabet i en grad hvor vrede og skældud bandlyses totalt og sidestilles med at du slår dit barn med ord eller skader selvværdet uopretteligt.

Derfor er det helt forståeligt at mor nødvendigvis må gribe ind, når far hæver stemmen, banker i bordet eller sætter pludselige og uforudsigelige grænser. Hun har egentlig ikke noget valg. Ingen mor ved sine fulde fem ønsker hverken at ofre sine børn eller forringe deres livsvilkår og mentale trivsel.

Historisk set har høje råb, voldsomme greb og hurtige bevægelser faktisk sikret vores afkom og dermed også hele vores arts overlevelse. Vrede og voldsomhed er derfor instinktivt programmeret i os som en livsnødvendig og betydningsfuld respons, når vi oplever, at vores børn træder ved siden af (Prahl, 2019). 

Anerkendelse af barnet bliver til underminering af far

Epigenetisk kan vrede altså forstås som en instinktiv omsorgshandling, men dette faktum underkendes i mors forståelige iver efter at leve op til normerne for et respektfuldt møde barnet. Men anerkendelse af barnet bliver til underminering af far. Mor indtager den opdragende og belærende position, med eksperternes råd og formaninger i ryggen om hvad der er bedst for børn.

Når mor dirigerer rundt med far omkring børnene er begge altså under pres. Hun er kortluntet og mentalt loadet af at være familiens absolutte projektleder ved siden at et krævende fuldtidsjob. Han forsøger så godt og instinktivt han nu kan at aflaste hende, men føler sig kritiseret og hundset rundt med og oplever kontinuerligt at træde forkert, blive belært og korrekset i situationer, hvor hun har bedt om hans hjælp men alligevel ender med selv at tage over. 

Og i et presset øjeblik kalder hun så sin partner for et barn, som hun åbenbart ikke kan overlade noget som helst til. Og lige dér slår det klik for ham. Han råber højt og kalder hende en bitch og smækker døren i med et brag. Hun står fortvivlet og rystet tilbage med ansvaret for børnene. Han trænger til luft og er rasende over at føle sig umyndiggjort af hende igen og igen.

Han kalder mig for en bitch – hun kalder mig for et barn

Dette scenarie udspiller sig ad flere omgange. Hun ser tilfældigvis et opslag om psykisk vold på Facebook, og bliver forskrækket over at kunne genkende noget. Hun kontakter en rådgivningslinje, som bekræfter hendes mistanke: “Hvis du gentagne gange bliver råbt ad eller kaldt for grimme ting af din partner skal du være opmærksom på, at der kan være tale om psykisk vold.” 

Men er det nødvendigvis sådan at den, der råber højest er den, som krænker mest? 

Mit ærinde er under ingen omstændigheder at underkende hverken effekten af eller alvoren i at leve med psykisk vold, men at situationer føles både voldsomme og skræmmende er ikke nødvendigvis det samme som, at der er tale om psykisk vold. Dette er en central og ret så afgørende skelnen. 

Vrede råb og skældsord er også en fortvivlende og afmægtig måde at markere sine personlige grænser på. For vrede er også en menneskelig måde at reagere på, når man oplever at ens grænser bliver overtrådt, eller når man føler sig krænket igen og igen. 

Det er min påstand, at det kan føles akkurat lige så krænkende for en mand at blive reduceret til ‘et barn’, som det kan føles for en kvinde at blive kaldt for ‘bitch’. At råbe og bande af sin partner bliver dermed paradoksalt nok samtidig en slags protest mod disrespekten og nedladenheden imellem jer.

Vi dømmer hinandens overlevelsesadfærd

Hvad er det vi kommer til at overse, hvis vores fokus for entydigt bliver på at kategorisere og fordømme hinandens overlevelsesadfærd som psykisk vold?

Når mænd for resolut stemples som udøvere af psykisk vold i parforholdet, overser vi, hvordan de selv krænkes i samspillet med deres partnere. Mange har den opfattelse, at volden kun kan gå ud over kvinder og børn. Men sådan er det langt fra. Mere end 43.000 mænd bliver hvert år udsat for fysisk og psykisk vold (kilde: Mandecentret). 

Men ‘psykisk vold’-prædikatet inviterer os alt for hurtigt ind i en offer-krænker logik – med kun en krænker og et offer, hvilket desværre utilsigtet kommer til at skygge for, hvordan begge parter deltager i og bidrager til et fastlåst mønster af gensidige krænkelser. Samtidig sløres de kulturelle og strukturelle betingelser (og krænkelser!) som er med til at definere relationen. 

Et øget samfundsmæssigt fokus på psykisk vold er et fuldstændigt indiskutabelt fremskridt. Men vi må ikke lukke øjenene for at det kan få den slagside at relationelle mønstre imellem parret og kontekstuelle vilkår omkring parret overses. 

Hvis vi vil mistrivsel i moderne parforhold til livs, må vi også holde os for øje hvad den kontekstuelle forklaring på grænseoverskridelser i parforholdet er.

Hvilke betingelser og handlemuligheder har to hårdtarbejdende småbørnsforældre til rådighed omkring deres indbyrdes respekt, intime kontakt og samspil med hinanden lige dér midt i det grænseløse hamsterhjul?

Hvor går grænsen egentlig for hvad det moderne parforhold kan bære?

Set fra min stol er der ingen tvivl om, at de samfundsmæssige vilkår og tendenser skaber splid mellem forældre. Når der er mistrivsel imellem mor og far er dette derfor også en trist afspejling af hvor pressede moderne børnefamilier er. 

Der i sig selv er noget grænseoverskridende ved det grænseløse forældreskab, som vi helt misser, hvis vi stirrer os blinde på den individuelle oplevelse og beskrivelse af mistrivsel og krænkelser i parforholdet. 

Moderne forældre fastholdes i en slags on-going skruetvinge hvor respekten og fornemmelsen for vores egne grænser ikke er relevante, og hvor der samtidig ingen grænser er for, hvad vi skal kunne præstere, rumme og udholde i relationen til vores børn. 

Moderne forældre presses – og presser dermed hinanden – helt ud der hvor ingen kan bunde. Strukturelle vilkår for parforhold og forældreskab driver os ud i en indbyrdes kamp om, hvad der er rigtigt og forkert. 

Vi ender i en devaluering af hinanden, fordi vi skræmmes derud, hvor vi hverken tolererer fejl eller hævede stemmer. Vi havner på nakken af hinanden, fordi vi kæmper for vores børns – og for vores egen – overlevelse. Og vi kan ikke undslå os dette mønster, fordi det ville være det samme som at gamble med vores børns trivsel og fremtid.

Så hvor går grænsen egentlig for hvad det moderne parforhold kan bære? For at finde ud af, hvad der er op og ned og rigtigt og forkert og for at blive klarere på hvor grænserne går og hvordan de skal sættes, må vi derfor også zoome ud på det strukturelle mulighedsrum, som nutidens parforhold og forældre efterlades med i relationen til hinanden.

Devaluering af hinandens forældreskab er i hvertfald en trist konsekvens af at ville vores børn det bedste. 

Kronikken er bragt i Politiken