Kærester i delefamilien

Tør jeg overhovedet at involvere mig påny?

De fleste kaster sig hovedkuls ud i at indlede et nyt forhold, når de bliver forelskede. Men med en skilsmisse i bagagen bliver det, for mange, et kæmpeskridt overhovedet at turde bevæge sig ud i nye kærlighedsrelationer.

Der er pludselig rigtig mange overvejelser og betydningsfulde mennesker i spil:

Har jeg overhovedet modet til at lukke et andet menneske ind i mit og børnenes liv? 

Tør jeg overhovedet at etablere et nyt forhold, når jeg nu har oplevet at det kan gå i stykker?

Hvilken betydning får det for mine børn?

Vil de kunne tackle endnu en forandring?

Hvordan vil min eks mon reagere på det?

Og hvad nu hvis det så viser sig, at det ikke går med kæresten alligevel?

Dine børn skal have lov til at fortsætte med at se din kæreste uanset hvad 

Når du indleder et nyt forhold skal du være parat til at lade dine børn bevare kontakten til din kæreste hvadenten du selv har trukket stikket eller er blevet gået fra. Der er desværre mange triste eksempler på at børn har knyttet tætte bånd til nye kærester, som de efter bruddet nægtes adgang til og som dermed forsvinder ud af deres liv. 

Her bliver det vores opgave at se udover vores egne personlige behov og smerte. Når vi forhindrer vores børn i at fortsat at have vores ekskærester i deres liv, rammer det dem hårdt. Vi fratager dem retten til at tilvælge en betydningsfuld relation, fordi det gør for ondt på os selv. Det er simpelthen ikke fair. 

Hvis du og din kæreste ender med at gå fra hinanden er det altså alpha og omega at du fortsat giver dine børn muligheden for at bevare kontakten til den kæreste uanset hvordan I skilles fra hinanden. 

Bøvl i samarbejdet med din eks

Når der kommer en ny kæreste på banen i delefamilien kan det ofte skabe problemer i relationen til børnenes anden forælder.

Det gør nemlig ondt på din eks at se hvordan du har fundet kærligheden til en anden igen. Man siger faktisk at det først er i det øjeblik, en af jer får en kæreste, at skilsmissen bliver en realitet.

Det er først når der kommer en ny partner ind i billedet, at at bruddet for alvor cementeres og bøjes i neon. Nu er det altså endegyldigt og helt slut imellem os!

Derfor må du naturligvis forvente en reaktion fra din eks på dit nye forhold. Når noget gør nas kan det være svært at holde hovedet koldt i forhold til jeres samarbejde.

For at tingene ikke spidser til imellem jer, skal du bestræbe dig på at møde din eks med overbærenhed.

Du skal kunne tolerere at der i en periode kan komme lidt knas imellem jer. Og det på trods af, at I måske har haft en lang periode, hvor jeres samarbejde har fungeret helt eksemplarisk godt.

Prøv at se bøvlet fra din eks som en naturlig sorgreaktion og giv plads til at din eks lige får lov til at sunde sig og slikke sine sår ovenpå beskeden.

Det er måske ikke så meget sorgen over tabet af dig, men mere sorgen over at børnene bliver en del af noget, man slet ikke har indflydelse på. Eller som man også gerne selv ville tilbyde dem.

Det kan godt tage tid at skulle se i øjnene at ens børn kommer til at være tæt på – og endda bo sammen med – en voksen, man ikke selv har valgt.

At du pludselig har muligheden for at kunne tilbyde jeres børn noget der lugter af familie igen.

Eller at din kæreste måske i realiteten kommer til at tilbringe mere tid sammen med jeres barn end dit eks.

Det tager tid at vænne sig til at du egenhændigt kan træffe beslutninger, som gør ondt. Og som din eks står helt fuldstændig magtesløs overfor.

Det må aldrig gå galt igen

Forventninger får hurtigt ben at gå på i mødet med en potentiel ny partner og kæreste. Det handler om flere ting. Men først og fremmest om frygten for, at historien gentager sig.

Når man har en skilsmisse med sig i bagagen vil man for alt i verden sikre sig, at det ikke kommer til at ske igen. At både du og børnene bliver forskånet for at skulle rammes af sorg, tab og endnu flere drastiske livsomvæltninger i den hverdag, du netop har kæmpet så længe med at stable på benene.

Men hvad er effekten på en kærligheds-relation, når frygten for at forholdet går i stykker fylder så meget fra start?

Presset på de nye relationer

Efter en skilsmisse er det almindeligt at det føles helt urealistisk og meget langt væk nogensinde at komme til at møde en ny potentiel kæreste i dit liv igen. Derfor kan du blive temmelig overvældet den dag, det faktisk lykkes.

Hvis vi ikke holder tungen lige i munden, kan forventningspresset i forhold til en ny kæreste kan dog lynhurtigt vokse sig tårnhøje og helt urealistisk store: Nu er det endelig sket. Nu bliver alt godt. Nu bliver vi en rigtig familie igen. Nu vil alting ordne sig og alle vores problemer vil blive løst!

At insistere for hurtigt og for voldsomt på et fælles samliv

En af de faldgruber, jeg er stødt på omkring, relationen til nye kærester er, at vi som deleforældre kommer til at insistere for voldsomt på et fælles samliv.

Ønsket om at vi skal være en familie igen er ekstremt stærkt og styrende for os. På en måde, som gør det svært for os at rumme, at det tager lang tid for et forhold at udvikle sig.

Tålmodighed harmonerer nemlig virkelig dårligt men den frygt, du kan bære med dig ovenpå en skilsmisse.

Frygten for at dine børn og du selv skal hives igennem endnu et samlivs- og familiebrud. Det ville jo slet ikke være til at bære!

Faldgruben kan så være, at vi alt for hurtigt kommer til at stille for store krav til vores nye kæreste om at forpligte sig og engagere sig i vores hverdag. Vi får meget travlt med at skulle være fælles om hverdagen og blive bekræftet i, at vi ikke længere er alene.

Vi bliver simpelthen for utålmodige og krævende. Vi får så travlt med at genetablere en familie, at vi glemmer at give plads og ro til, at vi kan lære hinanden at kende.

Vi bliver for omklamrende og kontrollerende overfor vores kærestes vej ind i vores og børnenes liv.

At møde din kæreste med tårnhøje krav og forventninger kan blive dit desperate og uhensigtsmæssige forsøg på at sikre dig selv og dine børn imod ikke at miste igen.

Derfor kan du, som deleforælder, ende med at sidde tilbage med skuffede forventninger til din kæreste, fordi han/hun ikke tager del i hverdagen på samme præmisser, som du håbede og drømte om.

Men det kan være forventninger, som er umulige for din kæreste at indfri.

Forventninger som kan spænde ben for dig i forhold til at lykkes med at etablere et trygt og ligeværdigt forhold igen.

Du skal kunne lide mit barn

Noget af det, vi kommer til at overvåge ganske nøje, er relationen mellem vores kæreste og vores børn.

På en måde kan man sige, at din kæreste på forhånd bliver tvangsindlagt til at holde af dine børn.

Jeres fælles fremtid sammen afhænger på mange måder af, hvilken relation din kæreste lykkes med at få skabt til dine børn.

Din kæreste kan hurtigt fornemme, at han/hun nok kun er god nok, hvis han/hun engagerer sig i dine børn og bliver accepteret af dem.

Men for dig kommer forælderskabet før kæresterelationen.

Det føles måske helt uforståeligt for dig, at dem, du holder af, ikke falder hinanden om halsen ved første øjekast. Det sårer vores forældrehjerter, når andre ikke jubler over vores børn.

Og det føles endnu værre, når det er vores kæreste, der ikke virker synderligt begejstret for dem hele tiden.

At involvere sig i nye kæresteforhold kræver tålmodighed, rummelighed og ekstrem lang snor. Og tålmodighed er måske ikke det du har allermest af, når frygten for endnu et brud og opløsning hele tiden puster dig i nakken.

Frygten kan betyde at vi kommer til at presse for hårdt på med at sikre os selv og vores børn.

Men hvis du hele tiden går og holder øje, kan din kæreste ende med at føle sig temmelig kvalt og presset af dine forventninger om at han/hun skal elske dine børn eller skal være på en bestemt måde sammen med dem.

Relationen ikke får lov til at udvikle sig naturligt over tid.

Frygten for et nyt brud

Når vi bliver alt for ivrige med at lave en ny familie, handler det blandt andet om, at vi forsøger at sikre os mod, at historien ikke gentager sig.

Men frygten for gentagelse kan omvendt også betyde at vi, deleforældre, bliver alt for forsigtige og ekskluderende overfor vores kæreste.

Delefar til to:

Vi er begge blevet vant til at klare hverdagen med børn alene og har fundet hver vores form og vaner omkring det. Nu har jeg jo lige fået det til at fungere ovenpå bruddet med min eks, og børnene har omsider fundet sig til rette i det også.

Jeg ville slet ikke kunne bære, at sætte det hele over styr en gang mere. Jeg har jo erfaringer med, at der ingen garantier er og at jeg ikke kan regne med at et kærlighedsforhold holder hele livet.

Tør jeg overhovedet gamble med mine børns trivsel? Hvad skal vægte højest? Hensynet til børnene eller mine egne romantiske følelser og behov? 

Forsigtigheden spænder ben for at et nyt forhold kan gro

Med en skilsmisse i bagagen er der mange deleforældre, som helst vil undgå at involvere sig i alt for meget fælles igen. Det vil sige, at det nye kæresteforhold holdes skarpt adskilt fra hverdagen med børnene.

Frustreret kæreste til deleforælder:

Jeg føler mig holdt ude i strakt arm. Det er som om, at hun ikke vil have, at jeg skal lære hendes børn at kende. Vi kan kun ses de dage, hvor hun ikke har børnene. Hun spørger heller aldrig om jeg vil med på ferier med dem. Det sårer mig.

Forsigtigheden og frygten for at miste kan altså også betyde, at du kommer til at holde din kæreste ude i strakt arm.

Din kæreste kan måske nære et stærkt ønske om at komme tættere på dine børn og være en del af jeres hverdag. Men du forhindrer eller undgår dette af frygt for at forholdet skal gå itu i sidste ende – og at dine børn derfor skal igennem endnu en sorgproces og undvære et betydningsfuldt menneske i deres liv og hverdag.

Din forsigtighed kan derfor komme til at spænde ben for, at et bæredygtigt, nært og forpligtende forhold kan udvikle sig imellem jer. Din kæreste kan føle sig ekskluderet og holdt ude af dit og børnenes liv og skal kunne affinde sig med, at:

Komme sidst på din prioriteringsliste
Stille op når du har huller i kalenderen på børnefri-dage
Ikke at være en del af dit liv med børnene
Ikke få en familie sammen med dig og måske bo hver for sig

Det er dig, jeg er faldet for – ikke dine børn!

Et helt tredie scenarie er, at du kan risikere at løbe panden mod en mur fordi din ellers vanvittigt søde kæreste pludselig går helt kold i forhold til at skulle affinde sig med den plads dine børn optager i dit liv.

Flere deleforældre taler om hvordan deres kærester har meget svært ved at acceptere hvor stor en plads børnene fylder hos dem: Det er jo dig, jeg er faldet for – ikke dine børn!

Men hvordan kan man, som deleforælder, overhovedet tage imod sådan en besked??

Det er næsten umuligt at bære og leve med tanken om, at ens kæreste i bund og grund foretrækker et liv sammen med dig – helt uden dine højtelskede børn. For en del af os, bliver det også for svært at bære, og vi må vælge at afslutte forholdet.

Det bliver aldrig helt det samme…

Det er smertefuldt at kapere, men det vil det være sådan, at det tager virkelig lang tid for din kæreste overhovedet at få muligheden for at udvikle kærlige følelser overfor dine børn. Nogle kærester gør det slet ikke – heller ikke med tiden.

Det kan være en virkelig hård nød for os deleforældre at sluge. Der vil altid være noget følelsesmæssigt omkring børnene, som vi, deleforældre, ikke kommer til at kunne dele med vores fremtidige kærester.

Kærligheden fra en partner kan erstattes, men det unikke bånd og den særlige kontakt og forbindelse imellem to mennesker, som er sammen om begge at ville gå dø i døden for deres børn er tabt.

Dette vedbliver at være en permanent sorg og smerte for nogle deleforældre resten af livet. Det kan aldrig blive helt det samme…

Når en ny partner skal lukkes ind

Hvad kan stille sig i vejen for at etablere bæredygtige kæresteforhold som deleforælder?

Psykolog Niels Jørgen Bisgaard har i bogen: ‘Når børn får en ny forælder’ beskrevet, hvad der kan være af udfordringer, når en ny partner skal lukkes ind i folden i delefamilien.

Udfordringen er jo, at forælderskabet og familien allerede er skabt på forhånd. Og kæresteforholdet plejer jo at komme først.

Som par har man brug for tid til at lære hinanden at kende, file kanterne af og skabe et fælles fodslag omkring, hvordan vi gerne vil have at tingene skal være sammen.

Men alting eller ihvertfald det meste er jo allerede bestemt her. Du, din eks og dine børn har allerede sat en ramme som fungerer for jer.

Et familiesystem med rutiner, normer og værdier, som tilsammen udgør en tryghed, som både du, børnene (og måske også din eks) vogter og værner om – endda med hud og hår.

Hvilke muligheder efterlader det din nye kæreste med? Hvad har han/hun overhovedet at skulle have sagt? Og er det også ikke synd for børnene, hvis noget skal laves om igen?

Kan du overhovedet tillade dig forvente, at din kæreste blot vil indgå og tilpasse sig jeres livsform? Kan det overhovedet lade sig gøre at lukke en nyt medlem ind i delefamilien?

Børnene er mine vigtigste sparringspartnere

En af udfordringerne ved at få et nyt kæresteforhold til at fungere på hverdagsplan, er, at vi som deleforældre i kraft af vores skilsmissehistorik har en tendens til at knytte meget tætte bånd til vores børn i den tid de er hos os.

Der er ingen tvivl om, at det kan blive rigtig svært for din nye kæreste at finde sine ben i en tæt og sammenspist konstellation mellem dig og dine børn.

En effekt af skilmissen er også, at det bliver ekstremt vigtigt for os, deleforældre, at at inddrage og fokusere på vores børns behov og interesser.

Det føles naturligvis rart for os, at tage imod hjælp og engagement fra vores børn omkring de forskellige små beslutninger, som vi ellers er alene om i dagligdagen.

Vores børn kan på den måde komme til at agere små sparringspartnerne for os i hverdagen.

På den måde inviterer vi altså vores børn ind i et voksen-domæne og vænner dem til at spille en central og indflydelsesrig rolle. De bliver vant til at vise engagement, blive lyttet til, hørt, delagtiggjort og inddraget.

Nogle deleforældre oplever i årene efter familiebruddet, at deres børn udvikler sig til at blive det altoverskyggende hovedindhold i deres tilværelse, som alting centrerer sig om.

Vores børn kan derfor også meget nemt komme til at fungere som et slags værn mod den ensomhedsfølelse og utilstrækkeligheds-følelse, som vi, deleforældre, er så sårbare overfor at blive ramt af.

Ovenpå en skilsmisse ligger det samtidig lige til højrebenet, at vores børn bliver den primære (og eneste) kærlighedskilde.

Alt i alt, skaber dette en tæt og sammenspist dynamik imellem børn og deleforældre, som kan være meget vanskelig at træde ind i og lave om på så snart en ny kæreste melder sig på banen.

Når dine børn får for meget at skulle have sagt

Vores børn bliver efterhånden også vant til at der kun er én voksen i hjemmet ad gangen, som de skal forholde sig til. En voksen, som tilmed giver dem særlig stor opmærksomhed og interesse.

Derfor skaber det uro og forvirring omkring grænser og magtbalance, så snart endnu en voksen melder sin ankomst.

Nu er der pludselig to voksne, hvoraf den sidstankomne ikke nødvendigvis er interesseret i, at børnene skal være med til at sætte dagsordenen i det omfang, de er blevet vant til og forvænte med.

Du må regne med bøvl i geledderne, når du involverer en ny voksen i jeres hjem.

Set fra barnets stol føles det, forståeligt nok, temmelig uacceptabelt ikke længere at skulle indtage positionen som din primære sparringspartner og kærlighedskilde.

Set fra din kærestes stol er det omvendt frustrerende, at dine børn fylder så meget og nærmest skal inddrages og tages med på råd om hvad som helst.

Mit barn skal ikke føle sig udenfor

Det stiller dig i noget af et dilemma. Så snart du opdager, at dine børn reagerer negativt på din kæreste eller at de tydeligt viser overfor dig, at de gerne vil have at det skal være som før, bliver det rigtig svært at holde tungen lige i munden.

Det føles ubehageligt for dig at være vidne til, at dine børn føler sig udenfor, når de er hos dig. Det, som sker for mange er, at vi kommer til at overbeskytte, undlade at stille krav og sætte grænser. Vi kan simpelthen ikke bære, at udsætte vores børn for nogen som helst form for svigt eller ubehag.

Du føler dig splittet mellem loyaliteten til dine børn og dit ønske om at respektere og involvere dig i forholdet til din kæreste.

Du får fornemmelsen af, at det bliver svært for dig at udleve dine egne kærlighedsbehov uden at føle dårlig samvittighed overfor dine børn.

Du svinger mellem eftergivenhed og afstandtagen i relationen til dine børn.

Det er fortvivlende for dig, at opleve at det ene udelukker det andet. Du bliver irriteret på både dine børn, din kæreste og på dig selv.

Jeg kan meget bedre slappe af, når jeg er alene sammen med mine børn

Delefar til to:

Jeg glæder mig ikke når mit barn skal komme, fordi jeg bliver så presset over at skulle dele min opmærksomhed imellem min kæreste og mit barn.

Det er som om, at min kæreste ikke rigtig forstår hvad der er på spil for mig, fordi hun ikke selv er forælder

Som deleforælder ender man nemt i en situation, hvor man føler sig splittet imellem sine børn og sin kæreste. I praksis blive mange fanget op af, at skulle please først den ene og så den anden. Hvem føler sig nu svigtet og overset? Hvem mangler jeg at give opmærksomhed?

Vores hverdag hovedsageligt vil dreje sig om at varetage andres behov – og tilmed behov, som peger i hver sin retning. Når du kysser og krammer din kæreste for længe laver børnene ballade eller omvendt! Enten er kæresten mut eller også sidder dine børn og surmuler.

Du skal være opmærksom på, om der er plads til dig i dette sammensurium af interesser og behov. Du skal træde i karakter og vise, hvor dine grænser går.

Det er vigtigt, at du i relationen til din kæreste og dine børn tydeligt får markeret, hvad der er ok og hvad der ikke er. Hvad du kan imødekomme og hvad du ikke kan.

Du skal kunne holde fast i dig selv og ikke lade dig dirigere non-stop af hhv. den ene og den anden.

Ellers kan du komme til at rende i pendulfart imellem først den ene og så den anden for så til sidst at ende med helt at miste fornemmelsen for dig selv.

Jalousi og frustration hos din kæreste

I forhold til din kæreste, kan du hurtigt komme til at konkludere noget om, at han/hun da vist ikke helt formår at tilsidesætte sine egne behov eller må lære at tackle sin jalousi.

Og i øvrigt mener du nok også, at det er helt vanvittigt at blive jaloux på et barn!

Din kæreste oplever, også at det føles skamfuldt at blive jaloux på dine børn, men det er faktisk helt på sin plads i og med at dine børn har indtaget en position i hjemmet, som i grunden tilhører en voksen.

Magtbalancen er forskubbet, og det skal din kæreste reagere på. Det er der ikke noget galt med. Det opstår i mødet mellem to ligeværdige voksne, som begge gerne skal have noget at skulle have sagt.

Hvem bestemmer hvad?

Der skal være forskel på børn og voksne. Og det skal de voksne være enige om. I har derfor en opgave omkring over tid at få klart defineret, hvad der skal være en børne- og en voksen beslutning.

Forholdet mellem forælder-barn skal tydeliggøres sådan at dine børn også lærer, at der er forskel på børn og voksne. Dilemmaet er her at du er forælder til dine børn. Det er din kæreste ikke.

Som par skal I forsøge at sætte en retning sammen. Selvfølgelig skal børnene inddrages i beslutningsprocesserne i et eller andet omfang, men I skal som par helst være afklarede og enige om hvornår.

Din kæreste føler sig måske kørt helt ud på et sidespor og uden indflydelse så snart han/hun ikke er enig i prioriteringerne. På den måde kan man sige, at der bliver rod i hierarkiet mellem børn og voksne. Og det er de færreste voksne, som vil acceptere dette i længden.

Forventningsafstemning

Når der er børn involveret er det vigtigt at du og din kæreste hver især overvejer hvad I ønsker jer i forhold til børnene. Der er flere scenarier og udfordringer, som først og fremmest afhænger af om din kæreste har børn i forvejen eller ej.

Så længe at I har mulighed for at ses på børnefri-dage er der jo i udgangspunktet ingen ko på isen. Mange vælger også at holde sig til den model.

Det kan dog være noget af et puslespil at få til at gå op med den ene og den anden eks, hvis jeres børnefri-dage ligger i forskellige uger.

Vælger I at din kæreste skal møde børnene og blive en del af deres liv er det vigtigt at I bevidst overvejer, hvilken rolle I skal arbejde henimod, at han/hun får i relation til barnet.

Det giver størst tryghed og tydeligt for dine børn, at I voksne ved, hvor I vil hen og hvordan det skal være. Har I ikke talt ud om hvor I vil hen er der stor sandsynlighed for at jeres indbyrdes forventninger til hinanden kolliderer.

Du synes enten at din kæreste deltager for meget eller for lidt. Din kæreste føler sig omvendt presset ind i en forælderrolle som han/hun ikke er interesseret i eller holdt ud i strakt arm som et trediehjul uden indflydelse.

Enten bliver du slemt skuffet over manglende engagement og passivitet, eller du kommer til at stille dig i vejen for din kærestes forsøg på at spille en aktiv rolle i forælderskabet, fordi du måske er uenig i måden at gøre det på.

Det er en svær balance for din kæreste at navigere rundt i. Hvis han/hun blander sig og vil forandre for meget bliver det for stor en mundfuld for dig og dine børn.

Hvis din kæreste omvendt er for tilbageholdende og trækker sig for meget, kan det ende med at han/hun slet ikke bliver en del af familien.

Det kræver en enorm rummelighed og tolerance fra jer begge at stå igennem perioder, hvor I hver især forventer noget forskelligt og hvor I ikke følges ad følelsesmæssigt og behovsmæssigt.

Det er helt centralt, at du har øje for de forudsætninger og forventninger din kæreste træder ind i forholdet med.

Det er en stor mundfuld for en ny kæreste at træde ind i jeres hverdag. Det kræver tid og tålmodighed. Måske har din kærestes liv set fuldkommen anderledes ud, før I mødtes, og derfor er det en kæmpeforandring at skulle forholde sig til en ganske anden måde at leve og fungere på i hverdagen.

Din kæreste bliver forælder på et splitsekund!

Hvis din kæreste ikke selv har børn i forvejen, er det en afsindig stor omvæltning at vænne sig til betingelserne i en hverdag med børn.

Du har selv haft mange år til at omstille dig til opgaven og til at lære at give køb på din frihed.

Dine prioriteringer er over tid blevet justeret og omskabt sammen med kærligheden til og interessen for dine børn.

På den måde kan man sige, at din kæreste bliver forælder på et splitsekund! Uden mulighed og tid til at udvikle og knytte de bånd, som er nødvendige forudsætninger for forælderskabet.

Det er vigtigt at du viser forståelse for, at det ikke er muligt at blive forælder på et splitsekund eller en på uge. Det tager år at udvikle.

Det kan føles klaustrofobisk at lande hovedkulds ned i en børnefamilie og pludselig forventes at skulle tilsidesætte alt det, man har været vant til i sin solo-tilværelse.

Det er vigtigt at du anerkender din kærestes frustration og at du respekterer hans/hendes behov for frihed og alenetid. Det er helt forståeligt, at rollen som forælder ikke føles naturlig.

Hvad kan jeg tillade mig at forlange?

Det kan blive svært for os deleforældre, at håndtere, situationer hvor når vores kæreste siger fra. Vi har det svært med afvisninger, da det kan trigge vores frygt for et nyt brud.

Dette kan være meget følsomt og sårbart for dig.

Alligevel skal du formå at tøjle dig selv og holde fast i at give din kæreste tid og mulighed for selv at udvikle engagement og lyst til en forpligtende relation til dine børn.

Det kan også være svært for dig at tackle, fordi det måske føles så kærkomment at være to igen. At være to om at løfte opgaven. Som deleforælder befinder du dig ofte i situationer, hvor du godt kunne bruge en ekstra hånd.

Derfor kan det vitterligt være noget af en mundfuld at skulle give din kæreste ekstra space og tid alene.

Du er ophængt med mange praktiske opgaver og forpligtelser i din hverdag på en måde, hvor du vitterligt godt kunne bruge et par ekstra hænder og en anden voksen:

Men hvad kan jeg overhovedet tillade mig at bede om og forlange af min kæreste, når jeg står her og har brug for hjælp, men det ikke er hans barn? 
Delemor til en

Det føles ikke rart at få fornemmelsen af, at man trækker et forælderansvar ned over hovedet på sin kæreste. Omvendt er dine børn så stor en del af din tilværelse, at det måske føles mærkeligt for dig at skille det ad?

Du kan faktisk komme til at føle dig endnu mere ensom i dit forælderskab, end da du var alene med børnene, fordi du oplever at det bliver svært at dele det allerdyrebareste, du har, med din kæreste.

Det kan give dig en følelse af ikke at blive forstået eller ligefrem svigtet eller ladt i stikken: Du forstår mig slet ikke, fordi du ikke selv har prøvet at være forælder!

Du må endelig ikke kritisere mit barn!

Endnu en kilde til bøvl og ballade handler om at rumme, når din kæreste begynder at irettesætte og korrigere dine børn. Det kan være en stor kamel at sluge, når din kæreste skælder ud eller bliver sur på dine børn. Særligt, når du ikke er enig.

Mange deleforældre vil pr refleks derfor gå ind og forsvare og tage deres børns parti.

Men når du blander dig i situationen og forsøger at gyde olie på vandene kommer du samtidig til at signalere til dine børn, at din kæreste ikke er en jævnbyrdig voksen. At han/hun ikke positionen til at sætte en retning i hjemmet. Det vil være underminerende og utilfredsstillende for din kæreste i længden.

Mange børn vil protestere eller reagere voldsomt hvis din kæreste irettesætter dem: Du bestemmer ikke over mig, du er ikke min forælder!

Hvis du ønsker at din kæreste skal træde ind i relationen til dine børn som en ligeværdig voksen, er det vigtigt, at du bakker op omkring de grænser, din kæreste sætter. Du er nødt til at rumme at de muligvis adskiller sig fra dine.

Hvis du er uenig i de grænser, din kæreste sætter, må I sammen vende det, når børnene ikke er til stede.

Tillad din kæreste at føle sig fed-up!

Hvis du begynder at give din kæreste mundkurv på og gerne vil forsøge at styre hvad han/hun gør, oplever, siger og tænker i relationen til dine børn, er der er en risiko for at irritationen hos din kæreste vil vokse.

Din kæreste skal have lov til at være sig selv. Og det har en betydning at få luft for sin irritation uden at skulle føle sig anklaget eller bebrejdet. Det kender du også selv. Du er nødt til at give din kæreste en stemme. Din tilgang er vigtig for at projektet kan lykkes.

Det er vanvittigt svært for os deleforælder at håndtere, når vores kæreste synes, at vores børn er irriterende. Det ville være en katastrofe, at vores dejlige kæreste ikke kan lide vores vidunderlige børn, eller omvendt.

Men selvfølgelig vil din kæreste ind imellem få det sådan. Det ville være mærkeligt andet.

Kunsten er, at tillade det. Husk på hvordan du selv kan være fed-up af børnene ind imellem. Og du er endda deres forælder!

Hold fast i, at irritation er en ok og naturlig følelse at blive ramt af. Giv din kæreste lov til at få luft. Der er sikkert meget, I kan blive enige om. Prøv at lade være med at tage din kærestes irritation personligt.

Det er et udtryk for forskellighed.

Måske er kritikken endda relevant og vedkommende. Det kan faktisk være vældig givtigt med nye perspektiver på din egen forældrerolle, opdragelsesform og vaner.

Anerkend, at din kæreste har øje for andre ting, end du selv har.

Din kæreste skal kunne være sig selv sammen med jer

Forventningsfrie relationer betyder at kunne rumme, udholde og respektere forskellene imellem os. I relationen til din nye kæreste betyder dette, at du skal vise, at du accepterer, at der er indbyrdes forskelle imellem jer.

Du må gerne være dig og jeg må gerne være mig. Vi er forskellige, som mennesker og som forældre, og vores forskelligheder vil komme til udtryk på mange måder i vores kæresterelation og overfor børnene.

Din fornemmeste opgave er at legitimere og give plads til, at jeres følelser omkring børnene absolut ikke er ens. Det er nødt til at være ok, at din kæreste ikke deler de samme følelser og knytter de samme bånd, som du har til dine børn. Du skal kunne rumme at:

Din kæreste ikke kommer til at elske dine børn på samme måde som du selv gør

Din kæreste ind imellem vil ønske dine børn hen hvor peberet gror

Din kæreste vil have brug for at trække sig fra jer og lave ting og aktiviteter alene

Din kæreste ikke nødvendigvis kommer til at deltage på lige fod i alle de praktiske opgaver, som du selv er forpligtet til i forhold til dine børn

Den store kabale

Hvis din nye kæreste har børn i forvejen er forælderrollen velkendt, hvilket på flere måder kan gøre det lettere af finde en fælles forståelse omkring hverdagen.

På den anden side, er der andre udfordringer, som banker på døren for jer her.

Det kan være svært at finde tid til at ses i det store sammensurium af dine og mine børn. I har måske børn på skift og er blevet vant til at lægge mange kræfter i arbejdet, venner og fritidsaktiviteter på de børnefri-dage.

Praktisk kan det være nærmest umuligt at koordinere et samliv, hvor der skal være plads til både dig, mig, os, mine og dine børn.

Sammenbragte familier bærer præg af mange skift og konstante omstillinger imellem jeres børn og deres respektive samværsaftaler. Det kan være svært at finde ud af at lande i:

Deleforældre til 4:

Vi har 5 sceneskift i løbet af 14 dage. Det er mange nye scener, som skal etableres og afrundes. Børn som lander og siger farvel på skift. Vi får ikke rigtig lov til at vokse ind i det som kærester

Når koordineringen er svær, kan man meget hurtigt blive fristet til at tænke, at alting ville være meget nemmere, hvis I har fælles base.

Det kan være en tilskyndelse for nogle til at vælge at flytte sammen meget tidligt i forholdet. For hvornår kan I ellers overhovedet nå at ses som kærester?

Ønsket om at skabe en fælles familie kan være stærkt tilstede hos jer begge. Inden I kaster jer ud i at gøre drømmen til virkelighed, er det vigtigt at I forbereder jer på at en sammenbragt familie er en radikal anden familieform, end den I har været vant til hver især.

En sammenbragt familie er ikke en kernefamilie

I skal forberede jer på, at den nye familiekonstellation kommer til at adskille sig væsentligt fra den familie, I var før. På godt og ondt. Det er vigtigt, at I sætter grundigt jer ind i de problemstillinger, der opstår når to familiekulturer mødes.

For en sammenbragt familie er netop ikke en kernefamilie. Og I kommer til at løbe panden mod en mur, hvis I lukker øjenene for det og blot holder fast i at gøre som I plejer.

Psykolog Sia Holm har forsket i sammenbragte familier og peger på to måder man kan vælge at organisere sig på.

I kan beslutte jer for at skabe et familiefællesskab, hvor I voksne er voksne for alle børn i familien. På den måde tager I begge ligeligt ansvar og lederskab for alle børn og for de familierelaterede opgaver i hverdagen.

Men I kan også beslutte jer for at være et bofællesskab, hvor I organiserer jer mere opdelt som to parallelle familier i et bofællesskab.

I et bofællesskab tager I jer af jeres egne børn hver især. På den måde bor I sammen, som bofæller med jer jeres respektive form og nogle fælles regler på tværs af jeres to familier.

Sia Holm anbefaler at I allerede fra starten af afstemmer med hinanden og beslutter jer for hvilken slags fællesskab I vil være.

Trivslen i den sammenbragte familie afhænger nemlig af at I voksne sammen beslutter jer for hvordan I skal gøre det ene og det andet. På den måde kan I sætte en tydelig retning for jeres børn.

Hvis ikke jeres børn får klar besked om hvem der har lederskabet i forhold til hvem, kan det skabe bøvl og utydelighed for dem.

Tilsvarende kan der opstå misforståelser og kuldsejlede forventninger mellem jer voksne indbyrdes, hvis I ikke har aftalt præmisserne fuldstændigt klart på forhånd.

I skal gå meget detaljeret til værks og aftale helt konkret hvad jeres billede af den fælles familie skal være:

Hvordan holder vi jul i vores familie?

Hvordan holder vi fødselsdage i vores familie?

Hvordan holder vi weekend i vores familie?

Hvordan spiser vi aftensmad i vores familie?

Jeres børn vil helt sikkert meget gerne komme med ideer og forslag til hvordan de synes, det skal være. Men det væsentlige er at I vokse, bliver enige om en form, som I begge kan bakke op om.

Det tager 5 år

En sammenbragt familie er hårdt arbejde og tager lang tid at bygge op. Kloge hoveder siger, at det tager omtrent 5 år at etablere og lande i en sammenbragt familie. Så derfor er det ekstremt betydningsfuldt at have det lange lys på. I er mange, som skal omstille jer og en del af jer synes ikke nødvendigvis at projektet er en vanvittig god ide.

Hvis I fra starten af indstiller jer på, at der er tale om en 5-årig proces, giver det måske mere plads til tålmodighed, langsommelighed og overbærenhed. Små skridt ad gangen!

Sandsynligheden for nye brud er temmelig stor

Det lyder måske nedslående. Men det er desværre et faktum. Det er rigtig svært at etablere både kæresteforhold og sammenbragte familier.

Hvilket selvfølgelig hænger sammen med at det er en vældig kompleks opgave, at få divergerende behov, vaner og ønsker til at fungere sammen.

Delefar til to:

Vi kommer aldrig til at lykkes med at bo sammen. Vores børn er alt for forskellige. Jeg har to vilde drenge og mine kæreste har to stille piger. Det kørte helt af sporet, og vi blev irriterede på hinanden på skift.

Hun syntes at mine drenge ødelagde hendes dyrebare tid med sine piger. Det var for høj en pris for hende at betale. Jeg er ulykkelig over, at vi ikke kan få et fælles liv sammen. Det vil altid blive ved med at være min største drøm i livet

Sandsynligheden for nye brud er stor.

Udfordringerne og uenighederne vokser sig for store.

Forskelle i familiekultur, værdier og opdragelsesformer kan skille selv de mest forelskede kærestepar ad.

Prioriteringen af dine børn, kan betyde, at du bliver temmelig kompromisløs overfor din kæreste. Og at I konsekvent ryger i totterne på hinanden omkring hverdagssituationer

Delemor til to:

Jeg orker simpelthen ikke at høre brok fra en ny partner oveni. Skænderier skal på ingen måde smadre tiden med mine børn!

Hvad nu hvis det mislykkes igen…

Når vi deleforældre netop kæmper med en permanent frygt for brud, er det ikke opmuntrende at kende til statistikken.

Risikoen for nye brud må dog aldrig afholde dig fra at søge nye erfaringer med kæresterelationer.

At opleve hvordan du selv navigerer både i forhold til kærester og brud med en kæreste kan også være en lærerig proces for dine børn at bevidne. Derfor er det ikke noget, du hverken kan eller skal forsøge at eliminere i dit liv.

Betragt det i stedet som vigtige erfaringer for dine børn at opleve og se dig styre igennem et brud.

Hvorfor kan man blive forladt af eller forlade sin kæreste?

Hvad er vigtigt i et kæresteforhold for at det kan fungere?

Hvad mærker man, når man oplever kærestesorg?

Hvordan passer man godt på sig selv når man er hårdt ramt?

Det har en betydning for dine børn, at du ikke lader frygten for brud forhindre dig i at tage chancen og kaste dig ud i nye kæresteforhold.

Du baner faktisk vejen for dine børns fremtidige forventninger og færdigheder i kæresterelationer ved at vise dem, hvordan du forholder dig og navigerer i relationen til en kærlighedspartner.

Og dette er særligt relevant for børn i delefamilier.

Hvilke forventninger om kærlighed og parforhold giver du videre til dit barn?

En gruppe forskere i USA har fulgt og interviewet skilsmissebørn siden forældrenes skilsmisse og videre frem i voksenlivet.

Forskerne kom blandt andet frem til følgende:

Børn som har oplevet en skilsmisse er sårbare overfor at påtage sige skylden for, at forældrene ikke kunne finde ud af det sammen:

Hvis bare jeg havde opført mig bedre og ikke været til besvær, var de nok blevet sammen!

Børn som oplever at forældrene skilles kan stå tilbage med en følelse af afmagt, som kan følge med dem i kæresterelationer fremadrettet.

En fornemmelse af magtesløshed. Et fravær af indflydelse og handleevne i konfliktfyldte situationer:

Jeg kan hverken gøre fra eller til

Børn som har oplevet at vi, forældre, er gået fra hinanden, kommer nemt til at forbinde konflikter med at tab af kærlighed. Som et tegn på, at forholdet ophører.

Og sidst men ikke mindst har det stor betydning, hvilken historie omkring forældrenes brud, børn får med sig fra deres forældre.

Forskerne går faktisk så langt som til at sige, at vores børn har ret til at kende til årsagen til bruddet.

Det har de, fordi historien om bruddet kommer til at spille en rolle for hvilke forventninger og logikker dine børn trækker på i kærligheds-relationer fremadrettet.

Historien om bruddet præger dine børns forventninger til kærlighed

Først og fremmest skal vi altså sørge for at forsikre vores børn om, at brud og skilsmisser ikke er deres skyld. Men for at de kan stole på dette, må de have en alternativ begrundelse. En ordentlig og nuanceret forklaring.

Undersøgelsen peger på, hvor vigtigt det er, at vi ikke sylter vores børn ind i misforstået hensyn, når vi fortæller dem om, hvorfor vi gik fra hinanden. Vores børn har ikke brug for en skrællet og pyntet historie.

Det er afgørende for børn at få en virkelighedsnær forklaring på skilsmissen. Hvis historien om en skilmisse er mangelfuld, kan børn efterlades med en logik omkring, at kærlighed ophører pludseligt og uden noget varsel overhovedet.

Jeres børn har brug for jeres historie og erfaringer. At høre om jeres viljestyrke og ihærdighed. At høre historier om, hvordan I har gjort jer umage for at kæmpe for familien og for hinanden igennem en længere periode, sådan at en skilsmisse ikke bare opstår ud af det blå fra den ene dag til den anden.

Børn har brug for en nuanceret fortælling om parforholdet som noget, man værner om og knokler for. Noget, som kan gå op og ned. Som kan være dejligt, kedeligt, trættende og anstrengende. Som kan få en til at grine og græde.

Det er betydningsfuldt for jeres børn også at høre historien om alt det, I har været glade for.

Og historien om, at hvis man vælger at afslutte et parforhold, er det fordi man igennem lang tid har prøvet alt – også bedt om professionel hjælp og rådgivning.

Færdigheder til hvordan man bevarer og kæmper for sit parforhold

Vores børn har brug for at opleve helt konkret, at man kan gøre en forskel for at få kærligheden til at bestå.

At man har indflydelse på hvorvidt et parforhold udvikles eller afvikles. At det ikke er ligemeget hvad man gør/ikke gør, når man ønsker at skabe og vedligeholde en tryg og kærlig relation til sin partner.

Så selvom at forholdet til børnenes anden forælder gik stykker, er det fortsat en opgave for dig som forælder, at vise dem, hvordan man gør sig umage med sine tætte og betydningsfulde relationer.

Hvordan konflikter og uenighed netop kan bane vejen for udvikling at samhørighed og et tættere bånd imellem os.

Det er en svær opgave at få det til at fungere med en ny kæreste i delefamilien. Jeg håber at denne artikel har forberedt dig lidt på de faldgruber, I kan havne i, på en måde, så du tør at give dig i kast med med kærligheden igen.

Det har I allesammen brug for – både du og dine børn.I har alle brug for at opleve, at du lever og prioriterer dit eget liv. At du træffer beslutninger, som du kan mærke gør dig glad.

Du giver dine børn vigtige kærlighedserfaringer med sig på bagen, når du viser dem, hvad du selv gør i et parforhold og hvordan du omgås uenigheder med din kæreste i hverdagssituationer.

Ligesom du er medskaber af dine børns forventninger og logikker omkring fremtidig kærlighed, når du fortæller dem om, hvad du selv har lært sammen med deres anden forælder.

Børn i delefamilier kan mangle vigtige iagttagelser af interaktionen mellem forældre i både medgang og modgang, lyst og nød. At være vidne til voksne, som kæmper for og hjælper hinanden igennem svære perioder af livet.

På den måde har vi deleforældre et ansvar i forhold til at sikre, de ikke føler sig helt på bar bund og dårligt rustede til at navigere i konflikter.

At mestre at rumme og navigere i konflikter er netop en afgørende ingrediens i relationer og parforhold.

Man kan godt skændes uden af verden bryder sammen og forholdet opløses

Det er vigtigt at dine børn får erfaring og fortrolighed med, at vi godt kan skændes og være uenige uden at det betyder, at vi går fra hinanden.

Det er vigtigt at vi, deleforældre, er med til at vise dem at uenighed og konflikt er en vigtig og berigende del af et fællesskab: Når vi er uenige, kan udvikle vi os sammen. Uenighed og konflikt baner på den måde vejen for et stærkere fællesskab.

Tryghed i relationer og parforhold skabes ved at turde tale sammen om det, man synes er svært og derigennem rumme og leve med uenighed:

Kommunikation er ikke at tale om fodbold eller om børn for den sags skyld. Det er at løse problemer.

Jeg troede, at hvis man indrømmede at der var problemer, betød det at man endte i et voldsomt råbende skænderi og følte sig misforstået og vred i dagevis.

Men jeg har lært at sådan behøver det ikke at være. Man kan diskutere det, man er uenig i, og så bliver man faktisk mindre vred i stedet for mere. Det har været en kæmpe lettelse for mig (Wallerstein et al., 2002: 101)

Trygheden vokser når vi oplever at vi kan tale om vores problemer og om vores uenigheder med dem vi elsker. At ting aldrig blive for svære til at vi i hvert fald kan tale om dem.

Selvom vi ikke er enige kan vi godt tale sammen om vores uenighed. Vi kan også godt tale om at det kan være svært for os hver især at rumme at vi er uenige. Der er som regel altid en god grund til at vi gør og mener, det vi gør.

I skal kunne være jer selv sammen

Vær opmærksom på, hvordan forventninger til hvordan du selv og de andre skal være kan skabe øget pres, frustration og skuffelse i din delefamilie.

Forventningerne stiller sig i vejen for, at du kan opdage og anerkende den andens perspektiv.

Respektfulde relationer i den sammenbragte familie kan opstå, når vi øver os i at rumme, udholde og leve i fred med forskellene imellem os.

Jeg håber at denne artikel har inspireret dig til at værne om din sammenbragte familie med respekt og autenticitet.

At du har fundet nye hjælpsomme veje og ståsteder, som kan bidrage til, at I hver især både kan være jer selv og kærester i den sammenbragte familie.

Læs mere her om: Deleforælderskab og samarbejde med din ekspartner