Frygten for at vi har ødelagt vores børn med skilsmissen trækker et komplekst net af tråde igennem delefamiliens mange forbindelser. Paradoksalt nok på en måde som faktisk i sig selv øger sandsynligheden for mistrivsel.
Det kræver både nosser og besindelse at give slip og slutte fred med hinanden og med fortidens kvaler. Vi slæber rundt på en masse opsparet vrede og har utallige horn i siden på hinanden. Og så synes vi for øvrigt også lige at den anden gør det hele helt fuldstændig forkert.
Familien kan komme til at spille en helt central rolle med henblik på at mægle mellem deleforældre, hvis forældersamarbejdet går helt i hårdknude…
Det er en hård nød at sluge for den øvrige familie, når I vælger at gå hver til sit. Snart begynder konsekvenserne af skilsmissen at melde sig. Det skaber efterdønninger igennem hele den øvrige familie…
Når vi ikke længere oplever at have den trygge kontakt med hinanden, begynder vores nervesystem at protestere. Det føles utrygt og måske endda farligt helt ind i cellerne på os. Vi begynder derfor helt instinktivt at kæmpe for at være sikre på at vi kan opnå tryghed og beskyttelse hos vores partner. At råbe er at kalde på hjælp
At blive skilt er i grunden en vanvittig forpligtende beslutning. Og på mange måder egentlig et fuldstændig utopisk projekt. I har kastet håndklædet i ringen i forholdet i hinanden, og så skal I gudhjælpemig til at koordinere et samarbejde om det, som er allersværest at samarbejde omkring, nemlig: børn og økonomi! Her kan du læse om de faldgruber, du kan havne i, når du…
Vi mister evne til at tænke klart i en skilsmisse
Vi er som mennesker ikke specielt godt rustede neuralt til at tackle betingelserne omkring en skilsmisse. I en skilsmisse bliver vi ramt af frygt. Og vi bliver stærkt påvirkede frygt. Frygt rammer os helt konkret ved at vi mister evnen til at tænke rationelt og klart..