Hvordan værner du om din kærestes forældreskab uden at miste dig selv?
Forældreskab er en sårbar opgave. Vi vil så gerne gøre det så godt, så godt. Og i mange situationer føles det alligevel som om, at vi slet lykkes.
I en sammenbragt familie sættes sårbarheden hos deleforældre yderligere på spidsen. For i en sammenbragt familie er vi, som kærester, dagligt tætte vidner til hinandens forældreskab.
Jeg er vidne til, hvordan du vælger at opdrage dine børn. Og du mit.
Det går godt så længe jeg er enig i den måde, du vælger at være forælder på. Men hvad så, når jeg er megauenig?
For nogle gange vil dine beslutninger og prioriteringer omkring dine børn kollidere med mine behov og interesser.
Du giver dine børn lov til at slippe afsted med ting, som jeg ikke tillader overfor mine børn. Og hvad skal jeg så sige til mine børn? Hvorfor skal dine børn behandles anderledes end mine?
Din måde at være forælder på bliver pludselig en trussel for mine værdier og egen integritet som forælder.
Du får mig til at fremstå i et dårligt lys både overfor dine og mine børn. Og i forhold til mig selv.
Jeg bliver gjort til den sure.
Og det kan jeg ikke acceptere.
Derfor føler jeg mig kaldet til at protestere.
Over din måde at være forælder på.
Det bliver så vanskeligt for mig stiltiende at bevidne dit forældreskab, så snart jeg kan høre at du laver om på de aftaler jeg lige troede, vi voksne var blevet enige om.
Enten fordi dine børn eller din eks ikke er enige.
Men hvor går jeg hen med det? Hvis jeg kritiserer din måde at være forælder på, havner vi hurtigt i en skyttegravskrig, hvor du enten lukker ned eller angriber tilbage.
For vi forsvarer vores forældreskab og vores afkom med hud og hår.
Når jeg protesterer over din måde at være forælder på kan du derfor også havne dér, hvor du kommer i tvivl om, hvorvidt jeg faktisk vil dine børn det bedste?
Din tillid til mig begynder at krakelere.
Og så hænger vi fast i mønstret: hvor jeg synes, at du gør mig til en skurk, og du synes, at jeg ødelægger stemningen omkring dine børn.
Så hvordan kan vi overhovedet fortsætte sammen?
Hvordan kan jeg værne om dit forældreskab uden at miste respekten for mig selv?
Når vi er tilskuere til hinandens forældreskab skal vi være klar over, at vi bevæger os ind i et minefelt af sårbarhed.
Når du kritiserer eller kommenterer din kærestes forældrevalg, betræder du et voldsomt ømt punkt, som kan risikere at skille jer ad, hvis ikke du møder det varsomt og respektfuldt.
Den bedste samtale i parforhold opstår, når vi ikke er fordømmende over for hinanden, men taler om, hvad vi selv mærker, eller hvordan vi selv bliver ramt.
Så fremfor fx at sige: Du er virkelig tarvelig, når du ikke gør sådan og sådan, som vi har aftalt at reglerne er for børnene!
Så sig i stedet: Jeg bliver så ked at havne i rollen, hvor jeg er den sure og den skrappe. Det er ikke et rart sted for mig at være. Jeg bryder mig faktisk ikke om mig selv i de situationer. Så lad mig prøve at få en fornemmelse af hvad der er vigtigt for dig i dit forældreskab, siden du vælger at ændre på vores fælles aftale eller fravælger at håndhæve vores fælles regler overfor dine børn?
I en sammenbragt familie er det afgørende, at vi anerkender at vi netop ikke er én familie, men bliver ved med at være to eller flere forskellige familiesystemer og logikker, som sameksisterer parallelt og som derfor vil komme på kollisionskurs igen og igen.
Det er ikke forkert at vi havner der – igen og igen.
Det er et vilkår. Og det er et vilkår, som vi kan øve os at navigere i, så vi ikke træder på hinanden undervejs.
Hvis du bestræber dig på at være en opbakkende tilskuer frem for en dømmende tilskuer til din kærestes forældreskab, kan I bedre lykkes med at holde fast I hinanden når uenighederne melder sig.
Læs mere her om at være kærester i en sammenbragt familie
