Når måden du rækker ud på spænder ben for at din partner kan give dig dét, du har brug for.
Hvorfor hjælper min partner mig ikke når jeg har det svært?
Hvorfor giver min partner mig ikke det jeg har brug for?
Hvorfor går han sin vej og er helt kølig, når han kan se at jeg er helt fuldstændig i opløsning?
Hvorfor trøster han mig ikke?
Et eksempel:
Hvorfor bliver du helt fuldstændig hysterisk over at jeg ikke lige svarer på dine beskeder?
Kan du ikke bare tage det roligt?
Jeg er jo bare på arbejde eller sammen med mine venner, for pokker!
Det er da helt ude af proportioner!
Jeg vil ikke tale med dig lige nu.
Eller et andet eksempel:
Behøver vi absolut at sidde klistret til hinanden i sofaen?
Jeg bliver fuldstændig kvalt af at du hele tiden skal røre ved mig, sidde på skødet eller have et kram.
Det er bare alt, alt for meget!
Jeg har brug for mit eget space og derfor trækker jeg mig og går et andet sted hen.
Råbe, græde, klamre sig…
Når vi opfører os enten hysterisk eller klyngende trækker det tråde helt tilbage til vores forfædre.
Vores art har simpelthen lykkes med at overleve ved at små børn har udviklet evnen til at råbe op efter hjælp.
Og de har formået at holde sig så tæt til flokken som muligt i utrygge og farlige situationer.
Når vi føler os utrygge trækker vi på vores gamle strategier for overlevelse.
Det kan være at råbe, græde, klamre sig – men også mere indadvendte strategier såsom at stivne, trække sig ind i sig selv, ignorere eller blive kold overfor vores partner.
De strategier vi bruger for at sikre os selv tryghed, har vi udviklet igennem relationen til dem, som har (skullet) passet på os.
Vi bruger det vi har lært
Den måde vi knytter os til vores partner på hænger sammen med de erfaringer vi har gjort os med vores omsorgspersoner da vi var små.
Nogle har erfaret at der var større chance for at få nærhed og omsorg fra deres forældre, hvis de undlod at give udtryk for savn og fortvivlelse.
Simpelthen ved at ignorere det eller lade som ingenting.
Vi forsøger at få utrygheden til at gå væk
Når din partner trækker sig væk fra dig og ind i sig selv er det en måde at forsøge at komme væk fra utrygheden på.
Strategien handler om at undgå ubehaget ved at undvige det eller ignorere det.
Vi vender nu tilbage til de indledende spørgsmål:
Hvorfor giver min partner mig ikke det jeg har brug for? Hvorfor går han sin vej og er helt kølig, når han kan se at jeg er helt fuldstændig i opløsning? Hvorfor trøster han mig ikke?
Det korte svar er altså:
Måden du rækker ud efter trøst på skræmmer din kæreste væk og ind i sin egen overlevelsesstrategi.
Når du hidser dig op, lukker din partner af for dig
I gør det hver især, fordi I bliver skræmte.
Jo mere din partner trækker sig desto mere skræmt og fortvivlet bliver du.
Og jo mere skræmt du bliver desto højere råber du; og jo højere du råber desto mere klapper din partner i som en østers – eller går sin vej slet og ret.
Det er den onde spiral:
Den enes reaktion på utryghed forstærker den andens utryghed.
I ender begge med at sidde fast i følelsen af forladthed, trussel og desperation.
I er havnet i en destruktiv og selvforstærkende cirkel, hvor I kommer længere og længere væk fra hinanden.
Paradoksalt nok kan måden hvorpå vi håndterer utryghed på altså betyde at vi kommer til at save den gren over, vi selv sidder på
Vores egen adfærd spænder ben for at vores partner kan give os dét, vi har brug for.
Groft sagt kan man sige, at vi i tilspidsede situationer kommer til at fratage os selv den omsorgsfulde støtte og kærlige kontakt med vores partner, som vi faktisk har brug for.
Derfor er det brugbart for jer at kigge på, hvad i hver især føler jer kaldet ind i, når der er optræk til uro i parforholdet.
Refleksioner:
Hvilken adfærd aktiveres hos dig i utryghedsskabende situationer?
Hvilke strategier for overlevelse løber af med dig, når du oplever at din partner ikke er tilgængelig eller tilstrækkeligt engageret i dig?
Hvordan er din adfærd netop med til at spænde ben for at din partner kan give dig dét, du har brug for?
Læs mere her: Kom konflikterne i forkøbet
