Samarbejde efter skilsmisse

Tilliden til din eks er en by i Rusland

At blive skilt er i grunden en vanvittig forpligtende beslutning. Og på mange måder egentlig et fuldstændig utopisk projekt.

I har kastet håndklædet i ringen i forholdet i hinanden, og så skal I gudhjælpemig til at koordinere et samarbejde om det, som er allersværest at samarbejde omkring, nemlig: børn og økonomi!

Her kan du læse om de faldgruber, du kan havne i, når du hovedkulds bliver kastet ud i at skulle undvære dine børn i hverdagen og dele dem med din eks – børnenes anden forælder.

Og dette er vores absolutte achilleshæl som deleforældre.

Vores ømmeste punkt overhovedet

Det er virkelig så vanvittigt sårbart for os!

Vi efterlader det dyrebareste, vi har, i hænderne på en person, som vi måske selv har følt os trådt på og svigtet af.

Måske har vi ovenikøbet måttet slås heftigt om både samværsordning og bodeling.

Sådan en omgang er både smertefuldt og voldsomt belastende at gå igennem.

Det efterlader os med sår på sjælen og et flosset nervesystem.

Erfaringer som disse kan gøre det megasvært at navigere i relationen til børnenes anden forælder fremadrettet, fordi det trigger vores instinktive følelser og impulser ret voldsomt, når vi skal afgive vores børn til en person, vi har meget lidt til overs for.

Frygten for at miste

Vi er som mennesker ikke specielt godt rustede neuralt til at tackle betingelserne omkring en skilsmisse.

Grunden til at deleforældre havner i en fortvivlende magtkamp handler ofte om frygt for at miste. Vi bliver nemlig stærkt påvirkede frygt. Vi mister evnen til at tænke rationelt og klart, fordi vores nervesystem primært indstiller sig på enten at kæmpe, flygte eller fryse.

Skilsmissen er jo faktisk en reel faresituation, hvor vi kommer til at “miste” vores børn i en eller anden forstand i og med, at der vil være en stor del af tiden, hvor vi kommer til at skulle undvære dem.

At dele sine børn med “en potentiel fjende” alarmerer ur-instinktet i os i forhold til at beskytte os selv og vores afkom og undgå fare.

I bund og grund handler det om vores egen smerte, sårbarhed og frygt for at miste

Noget af det, som kan spænde ben for, at vi kan samarbejde med børnenes anden forælder, handler derfor blandt andet om at vores egen frygt, smerte og sårbarhed stiller sig i vejen for at vi handler hensigtsmæssigt i relationen.

Vi kommer enten til at stikke næsen for aggressivt og langt frem i den andens jordbærbed. Eller vi kæmper alt for bravt for at undgå enhver mulighed for konktakt med hinanden.

Vi bliver enten for kontrollerende i forhold til vores eks, eller vi bliver for afvisende i relationen.

Intentionen er at passe godt på vores børn og sikre at de trives og ikke lider nød. Men i bund og grund handler det også om vores egen smerte, sårbarhed og frygt for at miste.

Effekten er desværre at vi kommer til at blande vores egne issues ind i samarbejdet hvilket risikerer at skabe bøvl for alle partner – inklusiv vores børn.

Urimelige krav og forventninger

Der er altså overvejende sandsynlighed for at konflikter og skænderier sniger sig med ind i samarbejdet mellem deleforældre, hvilket skaber svære betingelser for vores børn.

Det handler om, at vi, som deleforældre, kommer til at opstille nogle urimelige forventninger til hinanden.

Jeg vil derfor gå i kødet på forventningerne i relationen til din eks – børnenes anden forælder.

For deleforælderskabet sætter naturligvis nogle begrænsninger for, hvad I fremover kan tillade jer at forvente og kræve af hinanden, som deleforældre, indbyrdes.

Vi skal derfor beskæftige os med hvordan du kan bidrage til at etablere en respektfuld samarbejdsrelation med børnenes anden forælder.

Du skal evne at kunne give plads til at rumme, udholde og respektere forskellene imellem dig og din eks i forhold til måden I hver især er forældre på.

Og lad mig bare sige med det samme: der vil være nogle gevaldige kameler du skal sluge…

Gør det for dine børns skyld. Det kommer nemlig til at gøre en verden til forskel for dem.

Uforstyrret samvær

I har valgt at gå fra hinanden. Det er vigtigt, at forstå hvad dette kommer til at indebære i relationen imellem jer fremadrettet.

Det, I begge siger ja til, når I går fra hinanden, er, at give jeres børn mulighed for at være sig selv sammen med den anden forælder. Det betyder, at du, som deleforælder, skal evne at give slip på dine børn og tillade dem at få uforstyrret samvær med din eks.

Du skal tillade dit barn at udvikle relationen til den anden forælder i ro og fred og uden din indblanding.

Du skal kunne lade dit barn være – lade og din eks være!

Det har en afgørende betydning, at vi, deleforældre formår at sætte os ind i og respektere vores børns særlige livsomstændigheder.

At vi giver dem plads til at føle det føler, opleve det, de oplever og være dem, de er.

Vores børn har to forskellige hjem at forholde sig til. At bo i to hjem er deres livsvilkår. Disse to hjem folder sig ud på hver sin måde. Respekter disse forskelle.

Du er muligvis skrupuenig i eller gal over hvordan tingene der foregår hjemme hos børnenes anden forælder.

Du bliver måske også ked af at gå glip af egne oplevelser med jeres børn eller du bliver skuffet over ikke at blive inviteret med, når de tager på spændende udflugter, holder fødselsdage eller tager i sommerhus.

Dine børn har brug for, at du formår at adskille dine oplevelser fra deres. Du skal lade dit barn få lov til komme til syne og folde sig ud sammen med sin anden forælder med alt hvad det indebærer. Også selvom det er irriterende eller ubehageligt for dig selv at blive konfronteret med.

Det er barnets oplevelse, som tæller – og ikke dine personlige synspunkter og historie med din eks.

Så snart dit barn får færten af, at du ikke synes om din eks måde at prioritere i hverdagen på, kommer dit barn i klemme.

Du skal lade dit barn få lov til at opleve og glædes uden dig

Jeres børn skal have lov til at prioritere og udfolde sig på deres egne præmisser. For at det kan lade sig gøre skal du kunne være i stand til at lade dem være, når de er igang med at leve og opleve hos den anden forælder.

Du skal give dem muligheden for at indgå fuldt ud i deres andet hjem på bedste vis. Et hjem som både adskiller sig fra og tilbyder dem noget andet end dét, du kan, mener, gør og synes.

Du skal respektere og give plads til den livsverden og dagligdag, som dit barn oplever hos sin anden forælder. Lad dem opleve sammen uden dig og din måde at gøre tingene på.

Dine ønsker, forventninger og holdninger til hvordan hverdagene/weekenderne/måltiderne/ferierne etc. bedst skal tilbringes skal du derfor holde for dig selv.

Du skal holde nallerne væk og blande dig udenom!

For at det kan komme til at lykkes skal du være i stand til at blande dig udenom. For at give jeres børn muligheden for være sig selv sammen med deres anden forælder, må du, som deleforælder kunne holde nallerne væk fra din eks måde at forvalte sit forælderskab på.

Sagt på en anden måde: du skal give din eks mulighed for at være sig selv sammen med jeres børn.

Noget af det, som særligt kan gøre det svært ikke at blande sig i hvad den anden foretager sig kan eksempelvis være når din eks’ måde at gøre tingene på på en eller anden måde får en betydning for det, som du gerne vil have skal foregå, når børnene er hos dig.

Noget omkring madvaner, skærmtid og regler for det ene og det andet.

Sengetider kan hurtigt blive noget bøvl at ændre for meget på, men end ikke det kan du i udgangspunktet hverken kan forlange eller forvente at du kan bestemme eller have indflydelse på!

Det kan være meget sårbart at fastholde skrappere regler end din eks, på grund af frygten for, at børnene hellere vil være hos deres anden forælder.

Børn fornemmer også hurtigt din sårbarhed omkring det og kan begynde at teste dine grænser ved at sige: at det er meget sjovere hjemme hos far.

Eller: hos mor må vi altid spille playstation og få slik eller selv bestemme hvad tid vi skal være hjemme om aftenen.

Børn kan sagtens navigere i forskelle

I udgangspunktet er det godt, hvis I som forældre kan blive enige om nogle fælles regler. Men hvis I ikke kan, er det ikke ret alvorligt.

Børn kan sagtens navigere i at der er forskel på at være hos far og mor.

At mor lægger vægt på noget og far på noget andet. Det er vel i grunden positivt.

Det vigtige er, at de fornemmer din selvrespekt og anerkendelse af dine værdier, prioriteringer og livsvalg.

Hvis du begynder at lade dig tryne af trusler om, at du bliver fravalgt eller at du er kedelig, vil det skabe utryghed for dine børn. At de erfarer, at de rent ud sagt kan styre hvad der skal foregå, når blot at de trykker på dine ømme punkter.

For hvis de voksne ikke ved det, hvem ved så, hvad der er op og ned?

For vores børns skyld holder jeg fast i at min eks er en idiot

Åh no, tænker du. Fordi du mener, at netop din eks har gang i noget, som slet, slet ikke gavner jeres børn. For jeres børns skyld holder du derfor fast i at blande dig i, hvad der foregår ovre hos din eks. Men du skal blande dig udenom.

Bekymret delemor: Jamen det er jo synd for mine børn at de altid bare skal se fjernsyn, når de er hos deres far 

At se fjernsyn eller game en hel uge hveranden uge bliver (endnu!) ikke kategoriseret som omsorgssvigt!

Hvis det strider imod dine værdier og det, du gerne vil give jeres børn at vokse af, må du tro på, at de i samværet med dig vil lade sig inspirere og få smag for dine synspunkter.

Jo mere du forsøger at styre hvad der foregår hos din eks, desto mere tvivl og utryghed skaber du hos dine børn.

Og desto mere kommer du til at pisse din eks af ved at krænke og overskride privatssfæren.

Det er dit valg, at dine børn har din eks, som deres anden forælder

Det var din beslutning at sætte børn i verden med din eks. Hvis du så siden har skiftet mening og nu synes at din eks er en komplet idiot, falder idiotiet altså tilbage på dig selv. Det skal og må du ikke tørre af på dine børn. De elsker jo idioten. Og de er gjort af samme stof.

Lad dine børn danne deres egne billeder og erfaringer med deres anden forælder udenom dig og dine personlige meninger. Det er dine børns opgave at finde deres egen vej med de udfordringer, der eventuelt følger med det. Det kommer du hverken til at kunne lave om på eller styre.

Hav tillid til at det at lære begge sine forældre at kende på godt og ondt er det bedste du kan give dine børn med videre ud i livet.

Forskellige forældre er dobbelt så godt

Lad være med at detailstyre og fluekneppe i forhold jer deleforældres indbyrdes aftaler med hinanden, om hvordan noget skal gøres eller planlægges.

Vis respekt for din eks, børnenes anden forælder, og nøjes med at holde dig til den overordnede ramme, som er aftalt omkring samvær og skiftedage. Alt det andet kan og skal du i princippet ikke blande dig i .

Dit barn tager ikke skade af at være sammen med et andet menneske end dig. De får tværtimod flere strenge at spille på. Flere kompetencer med i rygsækken. Prøv at have øje for de værdier dine børns anden forælder kan give dem med på vejen. Værdier, som adskiller sig fra dine.

I relationen til din eks betyder dette, at du skal vise, at du accepterer, at der er indbyrdes forskelle imellem jer: Du må gerne være dig og jeg må gerne være mig.

Vi er forskellige, både som mennesker og som forældre, og vores forskelligheder vil komme til udtryk på mange måder i vores måde at praktisere forælderskab på.

Vær stolt over det du selv giver dine børnene frem for at være optaget af hvad børnenes anden forælder gør og ikke gør.

Opdag hvordan I hver især giver noget betydningsfuldt videre til jeres børn.

I skal ikke levere det samme. Det er dobbeltfint, at I netop står for noget forskelligt hver især.

Du bryder dig ikke om halvdelen af mig

Det alvorlige ved at du taler nedsættende eller devaluerende om din eks er, at du dermed taler nedsættende og devaluerende om dit eget barn.

Når du ikke bryder dig om min mor, må det betyde, at du ikke bryder dig om halvdelen af mig. Og halvdelen af mig er jo faktisk en hel del, som du altså dermed ikke kan lide…

Det kan måske lige umiddelbart føles rart for dit barn at blive bakket op i at der er ting ved din eks, som er vanvittigt irriterende. Men det kan i sidste ende faktisk føles fortvivlende for dit barn at bære med sig når først samværet med den anden forælder står for døren.

Det kan give ondt i maven og dårlig samvittighed hos dine børn, hvis du for ivrigt medgiver alt det, de brokker sig over hos den anden forælder.

Samtidig bliver dit barn splittet indeni og kommer måske lidt i tvivl om hvad der overhovedet er rigtigt at lytte til, eller hvad der er op og ned.

Hemmelighedskræmmerier er også no go

Du skal holde dig fra at skabe alliancer og lave aftaler med dit barn, med beskeden om at de ikke må gå videre med det til deres anden forælder. Endda med noget som I på forhånd ved at din eks ikke er enig i. Det er fuldstændig forbudt. Dit barn kommer i klemme.

Alpha og omega er altså at holde børnene fri af skænderier med og bagtalerier af den anden forælder. Reglen er, at dine børn gerne må brokke sig over den anden forælder til dig. Men du må absolut ikke brokke dig over din eks til dem!

Sig i stedet, at du ikke er enig, men at du vælger at respektere den andens forælders valg eller måder at gøre tingene på.

Tal om, at far og mor er forskellige, og at vi mener og synes noget forskelligt hver især, og at det skal der være plads til.

Tal om kvaliteten ved forskelligheder.

Dermed baner du vejen for udviklingen af mangfoldighed og rummelighed hos dine børn.

Men hvorfor er det så svært at gennemføre i praksis?

Vi er bange for at miste vores børn, og derfor tør vi ikke stille krav til dem eller tilbyde rammer hos os som er dårligere end eller mindre attraktive end hos den anden forælder.

Det må ikke være bedre hos den anden forælder!

Noget af det, som fylder rigtig meget hos deleforældre er frygten for at det er bedre at være hos den anden forælder.

Deleforældre kan blive fanget op af en indbyrdes konkurrence om, hvem det er bedst at være hos. Det må bare ikke være bedre hos den anden forælder! Tænk på hvilke konsekvenser det kunne få for mig!

Når man som deleforælder bliver fanget op af dette mønster kommer det hurtigt til at handle om sørge for konsekvent at please og servicere barnet.

Bekymret delefar: Jeg vil bare så gerne give, når mit barn er hos mig. Det skal bare være godt. Han skal kun have det rart her. Tænk hvis det at jeg stillede krav til ham betød, at han hellere vil være hos sin mor?

Men vores personlige frygt får os til at se alt for snævertsynet og vi kommer dermed primært til at handle udfra egne interesser eller behovet for at dulme egen frygt eller utilstrækkelighedsfølelse.

Vi mister dermed vores børn af syne. Det, vi frygter, er jo deres reelle livsbetingelser. Det er den hverdag de lever i, når de opholder sig hos deres anden forælder! Vi skal respektere vores børns livsbetingelser frem for at forsøge at kæmpe imod og problematisere dem.

Refleksion:

Hvad tror du at du med din utilfredshed og indbyrdes konkurrence med deres anden forælder kommer til at signalere til dit barn?

Desværre kommer vores børn til at betale prisen for vores indbyrdes konkurrence om, hvem der er den bedste og mest attraktive forælder at bo hos.

Den overhængende trussel om at blive fravalgt til fordel for børnenes anden forælder, som vi deleforældre har hængende over hovedet betyder, at vi risikerer at bevæge os i en retning, hvor vi kommer til at undlade at stille krav til vores børn.

Vi tilbyder dem en hverdag, som er fuldstændig skrællet for begrænsninger, krav og sure pligter.

Giv dine børn noget at vokse af

Jeg er stødt på Thomas Skovbo, som er delefar og forfatter til bogen ’Giv dine børn noget at vokse af’.

I bogen beskriver Skovbo hvordan vi, forældre, pakker vores børn ind i velmenende vat og dermed underkender betydningen for børns udvikling af at bidrage til fællesskabet, at kunne sætte sig selv til side og indordne sig under autoriteter.

Der er en tendens til at vi, som moderne forældre, tilrettelægger hele vores hverdag omkring vores børn. Alt, hvad vi foretager os, er på børnenes præmisser og vi skræddersyr alle aktiviteter og måltider i “mundrette bidder”, som er nemt tilgængelige og uden ben i for vores små afkom.

Børnene har retten til de bedste pladser i hjemmet og sætter også dagsordenen for, hvad der skal serveres, hvad der skal lyttes til af musik og ses på TV. Alt i mens vi forældre agerer serviceorganer non-stop.

Skovbo mener, at vi skal tilbyde vores børn en daglig dosis modstand, sådan de lærer at mestre livet og klare sig i hverdagen. Vores børn skal kunne lægge dynebetræk og lagen på sengen, betjene vaskemaskinen og gå ud med skraldespanden i mørke!

Der er sket et markant skift fra tidligere, hvor far havde den bedste stol, fik det største stykke og hvor vi børn var tvangsindlagt til at sidde på sidelinien og se ham spille fodbold. Uden Ipad og spil på mobilen vel at mærke!

Skovbo inspirerer os forældre til at overveje betydningen for vores børn af, at blive vidner til at vi, forældre, formår at skabe indhold i vores egen tilværelse, som ikke udelukkende drejer sig om at tilgodese vores børn.

Aktiviteter hvor de ikke er centrum for begivenhederne, men blot tilskuere. Og hvor vi, forældre, får lov til at folde os ud, være begejstrede og dybt fokuserede på noget andet, som ikke er dem.

Det betyder noget for vores børn at opleve at vi forældre har andre ting i livet, som giver mening og glæde.

Refleksion:

Hvad vil du gerne give dine børn med i rygsækken?

Hvilke færdigheder, mener du, er vigtige for at dine børn er godt rustet til at klare sig i livet fremadrettet?

Og hvad gør du dig af tanker om hvordan dine børn tilegner sig disse?

Hvad gætter du på at effekterne for jeres børn er af at blive serviceret i hoved og r.. ?

Men hvordan kan du holde fast i den hverdag, du mener er bedst for dine børn uden at være bange for, at du dermed “falder i værdi” i børnenes øjne sammenlignet med din eks?

Adskil din relation til børnene fra relationen til din eks

Du skal øve dig på at adskille din relation til børnene fra relationen til din eks. Det er to forskellige ting.

Din relation til din eks er et kapitel for sig, og fortæller ikke noget om, hvad der er vigtigt for dig, som børnenes forælder.

Lige såvel som børnenes relation til din eks heller ikke fortæller noget om din relation til jeres børn.

Delefar til to:

Min relation til børnene har egentlig ikke noget med deres mor at gøre. Hvad deres mor synes og mener om det, jeg gør og vælger omkring vores børn, siger ikke noget om hvordan jeg er som far eller hvordan min relation er til vores piger.

Jeg fravalgte at være sammen med vores piger dagen efter de var kommet hjem fra en lang ferie med deres mor. Det lavede hun lynhurtigt om til en historie om, at jeg ikke prioriterede at gense dem efter en lang adskillelse.

Men hendes fortolkning siger ikke noget om, det, som er vigtigt for mig som far. For mig handlede det mere om, at de kommer hjem og er ramt af jetlag, og at det ville jeg gerne vise hensyn til. Sådan at de lige kunne nå at lande igen, inden jeg meldte mig på banen

Tilliden til min egen værdi og betydning i barnets øjne

Du skal arbejde på at skille relationerne ad. Sådan at du kan holde fast i din betydning og det, der betyder noget for dig uafhængigt af, hvad der foregår i den anden lejr.

Børnenes syn på dig bliver formet af den måde, du forholder dig til dem på, når de er hos dig. Du skal derfor koncentrere dig om dit samvær med dine børn og lægge din energi lige dér.

Der er så mange deleforældre, som bruger virkelig meget krudt på at gå og holde øje med, hvad den anden forældre nu har gang i og spekulerer på, hvad det mon nu får af konsekvenser for mine børns syn på eller vurdering af mig?

Du skal hverken fluekneppe, overvåge eller detailstyre omkring hvad der foregår hos den anden forælder for at sikre din indflydelse, betydning og værdi.

Det er spild af din tid og dine gode kræfter.

Og så skaber det dårlig samvittighed, skyld og splittelse hos dine børn og gør dig fraværende som forælder.

Du skal fokusere på det, der opstår, og det I oplever og skaber sammen, når børnene er med dig.

Det handler om noget helt andet end det, at varte dine børn op fra morgen til aften og sørge for store forkromede arrangementer og forpustende ture rundt til hele landets forlystelser.

Det handler om at værne om følelsen af, at vi kender hinanden. At vi deler små øjeblikke sammen hvor vi hver især får fornemmelsen af at være genkendt, læst og forstået. At gøre sig umage med at gennemskue dine børns små finurligheder og særkender:

Jeg interesserer mig for dig og lægger mærke til dig. Jeg ved noget om, hvad du er optaget af for tiden, og hvad du synes er sjovt

Små betydningsfulde øjeblikke af nærvær når vi er sammen

Du skal som forælder gøre dig umage som forælder med at blive ved med at ønske lære dit barn at kende. Det lyder som en stor opgave, men egentlig, handler det om småbitte øjeblikke med nærvær og interesse.

Små, men betydningsfulde, øjeblikke, hvor I deler noget særligt. Noget som er internt og underforstået imellem jer. Et grin, et sjovt indfald, en lille vits.

Noget som symboliserer, at du som forælder viser et særligt kendskab og en unik interesse og viden om dine børn. At vide lidt om hvad dine børn er optagede af eller interesserer sig for.

Der er ikke noget som er så bekræftende som at være sammen med et menneske, som du ved, kender til lige præcis dine små historier og finurligheder. Det giver en følelse af, af at blive husket, at være betydningsfuld i den andens øjne, at blive genkendt og mærke samhørighed.

Betydningen af at dele små stunder med sine børn. Øjeblikke, hvor vi har noget sammen og hvor jeg ved at du kender til mig og at du interesserer dig for mig. Øjeblikke hvor vi genkender hinandens følelser og tanker.

Vi kan nemlig finde hinanden i fornemmelser. Det er nemmest at beskrive dette når vi eksempelvis griner sammen og synes at noget er sjovt begge to.

Så kigger vi på hinanden med sådan nogle slags: jeg-ved-at-du-ved-hvad-jeg-også-ved-øjne. Måske er det fornemmelsen af at du er vidende om mig. Jeg ved at du er vidende om mig – og at vi deler og kan være sammen om denne viden. Sådan opstår samhørighed.

At fokusere på de små stunder, og vide, at netop disse er ganske afgørende for dine børns følelse af betydningsfuldhed og samhørighed med dig. Det er blandt andet disse små stunder, som udvikler dit barns tro på sig selv og sin betydning i verden.

Det er et dejligt perspektiv at holde fast i, når man som deleforælder skal udholde tanken om at måtte undvære sine børn en stor del af tiden.

Det er en hjælp for dig til at holde fast i din betydning og din værdi for dit barn, selvom at I ikke er sammen hele tiden.

Det er god medicin imod frygten for at miste, at vide, at der findes små veje til at finde hinanden igen.

Jeg vil bo mindre hos dig!

Det sværeste at måtte sluge, som deleforælder, er den dag, hvor dine store børn kommer fortæller dig, at de ønsker mere selvbestemmelse omkring hvor de skal være hvornår.

Måske beder dit barn endda om at få lov til at bo mere eller det meste af tiden hos den anden forælder!

En del store børn ender med at tage mod til sig og bede deres forældre om mere frihed til at vælge hvor de gerne vil bo og hvornår. De ønsker sig også langt mere fleksibilitet i forhold til aftaler og planer med forældrene.

Det lyder måske temmelig paradoksalt, men du skal i grunden være forbandet stolt den dag dit barn kommer og beder dig om det.

Det kræver et afsindigt mod og en afsindig styrke af jeres børn at træffe beslutninger omkring deres egen trivsel og hverdag, som adskiller sig fra, hvad I kunne ønske jer.

Tænk sig, at dit barn viser dig tilliden til, at du vil acceptere og imødekomme beslutninger, som betyder at du må afgive og tilsidesætte dine behov for samvær.

Barnets valg – ikke dit

Når den dag kommer skal du igen huske på de betingelser jeres barn vokser op med som følge af jeres brud.

Jeres barn har måtte leve med og indrette og tilpasse sin dagligdag ud fra den beslutning, I traf, dengang I valgte at gå fra hinanden.

Nu er det din tur til at tilpasse dig dit barns prioriteringer og behov:

Jeg traf dengang et valg på dine vegne. Et valg du måtte affinde dig med at respektere. Nu vil jeg til gengæld respektere og anerkende dit valg.

Du viser respekt for dit barns betingelser og valg, hvis du imødekommer og bakker op om at blive valgt fra som bopælsforælder. Du viser respekt for dit barn, hvis du anerkender, at behovet for at lave aftaler og planlægge samværet mere og mere bliver dit behov.

I takt med at jeres barn bliver større og har brug for at løsrive sig fra jer forældre, er det mere og mere samværet med kammeraterne, som ligger øverst på prioriteringslisten.

Jeres barn får væsentligt sværere ved at løsrive sig, hvis forældrenes dagsorden skal efterkommes hos både mor og far.

Du skal derfor bide tungen af dig selv og undgå at give dit barn skyldfølelse, når det fravælger at tilbringe sin sparsomme fritid med at spille Ludo og spise hyggemiddage med dig

Når børn er ved at blive voksne, har de i dén grad brug for at du udviser respekt for deres præferencer og interesser.

Lad dit store barn få lov til at opleve, glædes, prioritere og udfolde sig på sine præmisser.

Og lad dit barn få lov til at trække sig fra dig – også selvom at dette ikke gælder i relationen til den anden forælder.

Der skal være plads til at jeres barn i perioder knytter sig mere eller mindre til jer forældre hver især.

At undvære sine børn i hverdagen

Når dit barn søger andre græsgange giver det dig omvendt muligheden for selv at komme mere til syne og bygge et liv op, som handler om andet og mere end dine børn.

I det hele taget er en meget vigtig opgave for os, som deleforældre, at finde ud af, hvordan vi skal tackle det mentalt og hvad vi skal bruge vores tid på i de perioder, vi ikke er sammen med vores børn.

Vi skal simpelthen øve os i, hvordan vi undværer vores børn.

Delefar til to:

Det kommer til at gøre ondt, rigtig ondt. Ikke at følge mine børn hver eneste dag. Fordi det strider imod dét, jeg havde tænkt var det rigtige og meningsfulde i livet at være sammen med dem

Det er også gode ting ved pauserne

At måtte undvære sine børn udfordrer ideen om, at det gode og ideelle er, at man er sammen med dem hele tiden. Men måske kan adskillelsen netop give anledning til en anderledes forholden sig til børn, hvor man som forælder ikke er inde over dem hele tiden.

Vi deleforældre har måske netop særligt en tendens til at koncentrere os dybt og fokusere fuldt og helt på vores børn, i og med, at vi har vores børn så meget mindre.

Skovbo er faktisk inde på, at nutidens børn mangler åndehuller, hvor de ikke er overvåget af voksne konstant.

Børn har brug for deres eget space uden voksne, hvor de kan tilbringe uforstyrret tid med deres venner, uden at vi voksne absolut og konstant skal stikke vores næser og opmærksomhed i hvad de foretager sig.

Hvor de ved hvor de kan finde dig, hvis de får brug for dig; men hvor du ikke nødvendigvis helt ved, hvor du kan finde dem og hvad de beskæftiger sig med.

Man kunne også forestille sig, at der kunne være noget produktivt ved at få en regelmæssig pause fra sine forældre på skift.

Der er ihvertfald en del ens børn ikke skal slæbe rundt på og bliver forskånet for, når man som deleforælder netop får tiden til lade sine forælder-batterier op og glæde sig til gensynet.

Refleksion:

Hvad bliver dine børn forskånet for ved at få en pause fra dig?

Hvad er det gode, som kan gro og vokse i mellem os, når vi ikke ser hinanden hver dag?

Hvilke vigtige ting, finder vi ud af om hinanden og om os selv, når vi savner hinanden?

Adskil dit savn fra barnets savn

Delefar til to:

Jeg har lært at acceptere og glæde mig over, at mine børn har gang i noget, som jeg ikke er en del af

Du skal kunne adskille dit savn fra dit barn. Dit barn savner ikke på samme tidspunkter som du. Når du render rundt og savner dit barn helt enormt, er dit barn i fuld gang med at leve og udfolde sit liv og en masse får oplevelser på bagen uden dig i hånden hele tiden:

Som deleforælder kommer man nemt til at gå og søbe rundt i at, man ikke er sammen med sine børn hele tiden.

Delemor til to:

Jeg traf en beslutning om, ikke at være trist, den uge drengene skulle til deres far. Jeg besluttede, at det var en god løsning og en positiv ting – både for dem og for mig selv

At tillade sig selv at nyde når vi er fra hinanden

De dage, du ikke deler hverdag med dine børn, vil føles ambivalente for dig. Det kan på den ene side være temmelig sorgfuldt, og på den anden side en yderst tiltrængt pause for dig.

Men mange vil over tid faktisk finde en stor glæde i at kunne veksle imellem at have tid sammen med børn og luksus-tid alene, hvor der pludselig er tid og overskud til andre meningsfulde aktiviteter end forælderskabet.

Det kan dog ind imellem føles lidt forbudt og forkert, at tage sig selv i at gå og glæde sig til at skulle undvære sine børn.

Delemor til to:

Jeg er lidt flov over at indrømme det, men glæder mig faktisk til at mine børn skal over til deres far

Mange deleforældre taler om at få skyldfølelse over at glæde sig til at børnene skal til deres anden forælder.

Men det er ikke forbudt at glæde sig til en pause og alenetiden uden børn!

Det er en ret intensiv opgave at være ene voksen omkring børn og derfor er det simpelthen så vigtigt at kunne tillade sig selv at fylde batterierne op også.

Det kan godt være en lang proces at øve sig i overhovedet at mærke at man vil noget som ikke har noget med børnene at gøre. At tillade sig selv at glædes over at jeg laver noget som ikke har noget med mine børn at gøre.

Du skal tillade dig selv at glædes over at bruge tid på noget, som ikke har med dine børn at gøre. Måske får du muligheden for at genoptage en højtskattet fritidsinteresse, være sammen med gode venner og møde en ny kæreste.

Deleforælderskabet – den ideelle kombination

Det kan være svært at forestille sig midt i en turbulent skilmisseperiode fuld af sorg og savn. Men tiden går og mange deleforældre kommer henad vejen virkelig til at værdsætte tiden alene uden børn. Man får smag for friheden og tiden alene kombineret med den eksklusive tid sammen med børnene.  

Delefar til to:

Nu er det lidt over tre år siden jeg er blevet skilt, og jeg må indrømme, at jeg finder livet som alenefar mere og mere meningsfuldt. Jeg har faktisk svært ved at se mig selv i en kernefamilie igen.

Det har taget mig lang tid at komme hertil. Lige efter min skilsmisse kunne jeg slet ikke forstille mig ikke at være i en klassisk far, mor og børn-relation. Men jeg må erkende, at jeg med årene har fået sværere og sværere ved at se mig selv i sådan en konstellation igen.

Måske fordi jeg har fået de børn jeg skal have. Ikke at jeg ikke ønsker en kæreste, men gider nok ikke et parforhold, hvor jeg skal forholde mig til en anden persons børn, eks-mand osv.

Jeg har rigeligt med kærlighed og værdi i mine egne børn, familie og venner og ikke mindst i mit eget selskab.

Det kan lyde meget egoistisk, men virkelig-heden er, at kursen af mine børn, familie og venner og eget selskab er så høj.

Der skal virkelig være en ekstra stor værdi, kærlighed og berigelse der kan måle sig med dette, før jeg synes det giver mening at investere i noget nyt.

Og det oplever jeg er svært at finde, når man i det daglige travlt og et liv fyldt ud med gode aktiviteter

Tro det eller ej. Du kan faktisk få så meget smag for vekselvirkningen mellem børn og din alenetid, at det efterhånden kan føles meget langt væk overhovedet at forestille sig at skulle have en familie omkring sig hele tiden igen.

Det kan komme til at spille en rolle for dine præferencer og muligheder i forhold til at indgå i et nyt parforhold igen.

Hverdagen som deleforælder kan vise sig at være den ideelle kombination: en perfekt afstemt balance mellem alenetid, arbejdstid og familietid. Derfor bliver balancen, som du har arbejdet så hårdt på at etablere virkelig udfordret i det øjeblik at du møder en ny kæreste.

Det kan kalde på mange modstridende følelser, sårbarheder og dilemmaer i forhold til dit forælderskab at lukke en ny partner ind i delefamilien.

Og hvordan er det overhovedet muligt at involvere sig følelsesmæssigt i et nyt kæresteforhold, når vi, som deleforældre, samtidig har hænderne propfulde med børn og en skilsmisse med i bagagen?

Du kan læse mere om de udfordringer der, for deleforældre, kan være forbundet med at indlede og fungere i et nyt kæresteforhold her: At få kæreste og bonusforælder i en sammenbragt familie