Skilsmisse & deleforældreskab

Forord

Denne bog er blevet til takket være til alle de deleforældre, som har delt deres historier og erfaringer med mig. I mit virke som psykolog møder jeg både unge og voksne som er kommet i klemme i deleordninger og deleforældreskab. Mit sigte er at videregive deres erfaringer på en måde, som kan gavne og ruste andre, som står overfor at skulle forvalte opgaven som deleforælder.

Til daglig rådgiver jeg par og fraskilte. Et bestemt terapeutisk samtaleforløb inspirerede mig til at give mig i kast med denne bog. Jeg blev slået af forældrenes optagethed af sig selv og af, hvordan det syntes helt umuligt for deres barn at finde sit eget ståsted midt blandt alle de herskende og højrøstede behov i delefamilien. I forlængelse heraf rejser jeg spørgsmålet: Hvad skal vi deleforældre gøre for at skabe gode opvækstbetingelser for vores børn? I bogen giver jeg mine bedste bud på dette.

Bogen tematiserer de følelsesmæssige udfordringer som rammer nutidens deleforældre. I kapitlerne undersøger jeg konkret, hvad det er, vi deleforældre, har et ansvar for at tøjle hos os selv følelsesmæssigt, sådan at vores egne forventninger og behov hverken forpurrer vores forældresamarbejde eller vores bestræbelser på at ville vores børn det bedste.

Jeg mener, at der er en fare for, at vi deleforældre overser vigtige dimensioner omkring vores børns trivsel i delefamilien. I vores brændende iver og ønske om at lappe hullerne efter en skilsmisse, er der er simpelthen nogen ansvarsområder, vi som deleforældre, ikke er nok opmærksomme på. Det handler specifikt om forvaltningen af vores eget følelsesliv og om de forventninger, som vi, enten bevidst eller ubevidst, kommer til at opstille og kræve af vores børn.

Overordnet set, synes jeg, at vi i samfundet fokuserer alt for snævert på deleforældres rettigheder omkring en skilsmisse. Jeg vil derfor gerne inspirere deleforældre til at finde alternative greb og konstruktive ståsteder. Perspektiver som forhåbentlig bidrager til at vi tør holde fast i at se vores børn i processen.

Nogle gange kan bøger om forældreskab producere spandevis af dårlig samvittighed hos læserne. Dette er muligvis også en utilsigtet effekt af denne bog. Det beklager jeg. Jeg ønsker absolut ikke at øge mængden af dårlig samvittighed på skuldrene af en generation af forældre, som gør sig så umanérligt meget umage. Så umage at tvivlen kommer til at stille sig i vejen for at finde faste holdepunkter og ståsteder.

Vi bliver nemlig forvirrede af al den information om forældreskab. For informationerne peger i ethundrede og sytten retninger. Der er hele tiden en grund til eller et argument for, at noget andet er bedre eller rigtigere. Andres stemmer og meninger om forældreskab lokker os i forskellige retninger. For andre ved nok bedst. Tænk hvis jeg stillede mig et sted og tog fejl? Hvilken risiko, potentiel fiasko og modgang ville dette ikke indebære for mine børn?

Selvovervågningen og den evindelige evaluering af forældreskabet er en måde hvorpå vi, forældre, håber på at sikre vores børn de bedst mulige betingelser. Bekymringer og tvivl huserer og udmatter i hvert fald, uden tvivl, nutidens stakkels, trætte forældrehjerner.

Intentionen med denne bog er at skabe bedre betingelser for at vi, som deleforældre, kan være dem, vi er sammen med dem, vi har kær. At vi kan bære vores fejl og mangler med stolthed og sindsro, fordi vi tror på, at det at være hele paletten af os selv sammen med hinanden styrker fællesskab og forbundethed i familien og imellem mennesker.

I mine samtaler bliver jeg dagligt inviteret til at bevidne hele paletten af menneskelivet. Sikke et privilegium at have adgang til. Hver dag at få erfaringer med hvordan vi, som mennesker, kan ruste os selv til at rumme og bære det sure og det smertefulde og alt det, vi ikke havde forventet af livet, af andre og af os selv.

Jeg har været delemor for min ældste datter siden hun var helt lille. Jeg har på egen krop prøvet kræfter med den følelsesmæssige turbulens og de dilemmaer, som vi deleforældre støder på i vores forældreskab og forældresamarbejde. Denne bog er derfor skrevet i stor medfølelse med alle deleforældre. Det er vigtigt for mig at understrege. Mit perspektiv på deleforældreskab er i allerhøjeste grad er vokset ud i af egne fejltrin, dyrtkøbte og benhårde erfaringer.

Forhåbentlig kan denne bog give dig, som deleforælder, en retning, som er mulig at holde fast i, i alt slags vejr. Der er det, der er. Det skal ikke laves om. Det skal bare have lov til at være der. For det er livet. Og det må vi leve med.

Introduktion

Forventninger er noget Fanden har skabt. De spænder ben for, at vi kan være opmærksomme, tilstede og nærværende i forholdet til hinanden. De forhindrer os i at se hinanden. Forventningerne maser sig forrest i køen og opstiller på forhånd scenarier for hvordan noget skal forløbe, og hvordan andre skal agere. Forventninger ser kun sig selv. Ingen andre.

Skuffede forventninger er endnu værre. De splitter venskaber, familier og parforhold ad. Du er ikke den, jeg regnede med at du ville være. Du gør ikke sådan, som jeg havde forventet, at du ville gøre. Hvordan kan du gøre det imod mig? Hvorfor opfører du dig sådan? Nu skulle vi jo netop lige til at have det hyggeligt sammen!

Forventninger er forbundet med ønsker, håb og drømme. Men forventninger er ikke virkelighed. De er oppe i hovedet. Forventninger er luftkasteller. Forventninger er konstruktioner. Forventninger er spinkle, men stædige korthuse bygget op omkring behovet for at kontrollere, beherske, optimere og opnå. Du skal passe ind i mine forestillinger og billeder af verden. Jeg skal bruge dig til noget.

Forventninger efterlader os i et instrumentaliseret forhold til hinanden. Jeg skal have noget bestemt ud af at være i en relation til dig. Jeg er tilfreds med dig så længe at du indfrier og lever op til mine forventninger til dig. Den anden bliver reduceret til en ting eller en brik i forventningernes iscenesættelse af verden. Det er præcis derfor at de forventninger, vi har til hinanden, kan gøre det så pokkers svært for den anden at være sig.

De fleste skilsmissebegæringer indgås nok netop som følge af forliste og bristede forventninger. Men måske er det netop det faktum, at forventningerne er knust, som gør det muligt at opbygge mere autentiske og respektfulde relationer til hinanden, når livet og hverdagen efter en skilsmisse skal til at begynde?

Skiftet fra kernefamilie til deleforældreskab er en slags omprogrammering af væren i verden. Bogen er skrevet til dig, som er landet nogenlunde sikkert på benene igen ovenpå skilsmissen, og som nu skal til at finde hoved og hale i, hvordan du skal navigere i delefamilien – både overfor dit barn, dig selv og ikke mindst barnets anden forælder.

At blive skilt er i grunden en vanvittig forpligtende beslutning. Og på mange måder egentlig et utopisk projekt. I har kastet håndklædet i ringen i forholdet i hinanden, og så skal I gudhjælpemig til at koordinere et samarbejde om det, som er allersværest at samarbejde omkring, nemlig: børn og økonomi!

Denne bog kan hjælpe jer med, hvordan I kan etablere respektfulde relationer i delefamilien. Og jeg kommer til at gå i kødet på jeres forventninger. Forventningerne kan nemlig hurtigt få ben at gå på i deleforældreskabet på den ene eller den anden måde. Både i relationen til og i samværet med børnene, men også deleforældre imellem. For ikke at tale om de forventninger du, som deleforælder har til dit eget forældreskab omkring hvad du skal kunne rumme i hverdagen alene med børn.

I har valgt at gå fra hinanden. Det er vigtigt, at forstå de betingelser I, med denne beslutning, giver videre jeres børn. Ikke fordi jeres beslutning er forkert, men fordi det får en betydning for hvad I fremadrettet kan tillade jer at forvente af jeres barn og af jeres samvær med barnet. Og det får også betydning for hvad I, som forældre, fremover kan tillade jer at forvente og kræve af jer selv og af hinanden, indbyrdes.

Vi, deleforældre, har brug for at der luges godt og grundigt ud i de forventninger, vi opstiller til os selv, vores børn, eks og eventuelle kommende partnere. Vi skal øve os i at give slip på forventningerne og i stedet bestræbe os på at rumme, udholde og respektere forskellene imellem os. Vores børn har brug for deres gode kræfter til andet end at styre efter dét, de mærker, at vi, deleforældre, har brug for og forventer af dem følelsesmæssigt. Sådan at de kan få plads og rum til at både være og blive sig selv.

Denne bog kan forhåbentligt inspirere jer til at finde respektfulde steder at stå både overfor jeres børn, jer selv, og hinanden. Du kan blandt andet læse om, hvordan du tackler dine børns savn, bærer din egen skyld og hvordan du etablerer et konstruktivt samarbejde imellem jer som deleforældre. Til sidst i bogen kan du læse om, hvad der er på spil i dit forældreskab, når nye kærester gør deres indtog i delefamilien.

Jeg vil i bogen konsekvent bruge betegnelsen ‘dele-forælder’ eller ‘dele-forældreskab’. Det er ikke børnene, som skal deles over eller deles imellem jer. Det er jer, forældre, som skal dele forældreskabet med hinanden. Jeres barn skal bevare retten til at være sig selv.

Kernen i deleforældreskabet handler derfor om at vi, deleforældre, tør lade vores børn (og ekspartnere) være, sådan at de får fred til at være tilstede på deres egne præmisser – fremfor på vores. Som filosoffen Iris Murdoch så fint skriver:

For at elske dig skal jeg være i stand til at se dig som en anden end mig selv. Kærlighed og opmærksomhed knyttes sammen. Kærlighed er at være opmærksom på verden. Erkendelsen af at noget andet end én selv er virkeligt. At blive ledt væk fra sig selv er afgørende for kærligheden: at lade den anden eller det andet være på sine egne betingelser uden at ville: overtage, opsluge, nægte eller gøre det uvirkeligt. Kærligheden er kun mulig, hvis man accepterer realiteten af en verden uden for en selv. Man elsker en anden som en anden og som en helhed (…) Kærlighed er en selvoverskridende opmærksomhed på en anden